Mikkel Bogh
Som kunsthistoriker er mit arbejde med billedkunst helt afhængig af sproglige udtryksformer; jeg taler og jeg skriver om kunst. Da jeg var midt i 20’erne, spurgte en ung kunstner mig om jeg ville bidrage med en lille tekst om hans nye skulpturværk til en publikation. Opgaven så interessant og forholdsvis enkel ud for mig, men jeg fandt snart ud af, at det analyseapparat, min uddannelse havde givet mig, ikke uden videre kunne bruges her. Skulpturen, jeg skulle skrive om, ville ikke ’analyseres’, men krævede at være til stede i mit sprog; det var som om den voksede sig op i sproget, masede sig ind i syntaksen, væltede sætningerne, trængte sig på og insisterede på at få en plads i sprogets rum. Jeg kunne ikke genkende mig selv og mit sprog i det færdige resultat. Noget nyt var blevet til, ikke ’mig’, ikke skulptur, men noget tredje. Fra det øjeblik vidste jeg, at det at skrive om kunst krævede et arbejde med sprog og med skrift, der ikke kunne reduceres til et spørgsmål om formidling og analyse. Konfrontationen med en tekstbaseret billedkunst ændrer ikke stort ved denne erfaring. Kunstner-teksten gør modstand mod analysen, den sætter sig igennem, den ’arbejder’ i det sprog, der vil bearbejde den. Som leder af en billedkunstuddannelse må jeg besinde mig på dette og forberede de studerende på både faldgruberne og muligheder i det genstridige forhold mellem arbejdende og analyserende sprog. At uddanne billedkunstnere til at skrive kunstnertekster (i modsætning til f.eks. fondsansøgninger) er derfor i hovedsagen at uddanne til at bruge sprog som et laboratorium for nye billeddannelser, nye plasticiteter; det drejer sig for billedkunstneren om at trække sproget så tæt på den billedkunstneriske tænkning som muligt, at lade sproget gøre modstand mod formidlingens og analysens sprog. Også dér hvor forskellen nærmest er usynlig.
Mikkel Bogh, tidl. rektor på Det Kgl. Danske Kunstakademi – nu direktør for Statens Museum for Kunst
___________________
As an art historian my work with art is completely dependent on linguistic modes of expression; I speak and I write about art. When I was in my mid-twenties a young artist asked me if I would contribute to a publication about his new sculpture. The job seemed interesting and relatively simple to me, but I soon found out that what I’d been taught at university couldn’t be applied just like that in this case. The sculpture I was supposed to write about wouldn’t be “analysed”, so to speak, but instead demanded to be present in my language; it was as if it grew when it came in contact with language, squashing the syntax, knocking over sentences, forcefully insisting to have a proper place in the space of language. I couldn’t recognise myself and my language, in the finished result. Something new had come into being – not me, not sculpture but something entirely different. From that moment I knew that writing about art demanded a focus on language and writing that couldn’t be reduced to presentation and analysis. The confrontation with a text-based visual art form doesn’t change this experience too much. The artist-text resists analysis, it enforces its own will, it works within the language that tries to process it. As the leader of an education in visual art I have to compose myself, and prepare the students for the pitfalls as well as the opportunities in the defiant relation between working-language and analysing-language. To educate visual artists in writing artist-texts (as opposed to applications to funding, for example)itis thus the principal matter to educate in using language as a lab for new imagery, new plasticities; for the visual artist it’s all about drawing language as close to the visually artistic way of thinking as possible – to let language itself resist the languages of presentation and analysis. Even where the difference is practically invisible.
Mikkel Bogh, former headmaster of The Royal Danish Academy of Fine Arts – now director of Statens Museum for the National Gallery of Denmark