Åbent seminar 30.11.2013

Efterårets to masterclassmoduler efterfølges hver af et offentligt seminar. Det andet afholdes lørdag d. 30.11.2013 på Museum Jorn i Silkeborg.

 

Jorn i  Albisola. 1961

 

Asger Jorn – tekst, bog, arkiv – en genskrivning med flere afsendere

Som afslutning på det andet og sidste undervisningsmodul for Art Writing Masterclass afholdes åbent seminar om Asger Jorns skrivepraksis på Museum Jorn i Silkeborg. Alle er velkomne.

Lørdag d. 30.11 kl. 11-17
Museum Jorn Silkeborg
Gudenåvej 7-9
8600 Silkeborg

Asger Jorns praksis og position som billedkunstner er vidt og mangfoldigt behandlet. Men foruden den billedkunstneriske praksis engagerede Jorn sig også i et massivt virke som forfatter og organisator: Mere end 25 bøger blev det til, utallige debatindlæg i både en national- og international kunstoffentlighed, samt involvering og finansiering af en lang række kunstnergrupper og tidsskrifter.

Det er i særdeleshed hans funktion som medstifter af grupperne CoBrA (1948-51) og Situationistisk Internationale (1957-61), de talrige samarbejdsprojekter med andre kunstnere bl.a. om bøger som Mémoires med Guy Debord eller La langue verte et la cuite med Noël Arnaud, samt hans eget Skandinavisk Institut for Sammenlignende Vandalisme og projektet 10.000 års Nordisk folkekunst, der markerer omfanget af den stædige og til tider megalomane udfordring af ikke bare kunsten men samtlige vidensområder, Jorn bidrog til sideløbende med sin kunst.

Trådene samles i en mængde aktiver, der vidner om en usædvanlig energi og et brændende engagement i sin tid. Jorns arkiver tiltrækker fortsat og afgiver betydning –  afstedkommer undren og fornyet energi.

Seminaret er blot en af mange platforme, som i det kommende jubilæumsår, vil fungere som ventil for nogle af de nye verbale udblæsninger og intellektuelle excesser, som nedslag og fordybelser i Jorns skrifter stadig kan afstedkomme, her snart 100 år (1914 – 2014) efter hans fødsel.

Deltagelse koster 80 kr. (inklusiv entre til Museum Jorn,  sandwich og eftermiddagskaffe) 
Tilmelding kan ske på facebook: HER

Hent programmet som pdf her: Art Writing Program nov

Program 11.00-17.00

Kl. 11.00

Velkomst og åbning ved hhv. Museum Jorn og Mathias Kokholm, kunstnerisk leder projekt Art Writing

Kl. 11.30-13.00

Henrik Andersson (SE): Skandinavisk Institut for Sammenlignende Vandalisme og Gotland
Christian Vind (DK): Tegn og underlige gerninger

Kl. 13.00-14.00

Frokostpause

Kl. 14.00 -15.00

Jørgen Michaelsen (DK): Var Debord blot ude efter Jorns penge?
Jørn Erslev Andersen: Triolektik og Dispossitiv

Kl. 15.00-15.30

Kaffepause

Kl. 15.30-17.00

Tekstbaseret Jornarkæologi ved Project Art Writings masterclasshold:
Adam Drewes
Andreas Vermehren Holm
Gustav Bisgaard
Hanne Højgaard Viemose
Louise Haugaard Jørgensen
Maja Moesgaard
Martin Lykke Nielsen
Tanja Nellemann Poulsen

Project Art Writing afholder i efteråret et modulbaseret masterclass-forløb med et gennemgående hold studerende. Holdet har i ugen op til seminaret fordybet sig i Jorns tekstpraksis –  bl.a. med besøg i arkivet på Museum Jorn

Der serveres kaffe, te og småkager undervejs