Anmeldelse af Vagina Eating Husband

Tegning af Ditte Lyngkær Pedersen

EN GANSKE ALMINDELIG KANNIBALISTISK HOMO SAPIENS FAMILIE
Af Karen Nordentoft

Ditte Lyngkær Pedersens tegneserie for voksne Vagina Eating Husband, nagler fra første side læseren fast med sin insisterende fysiologiske detaljerigdom og hæsblæsende rablerier om kønsrelationer, kødelighed, forplantning, magt og afmagt.

Det står med store bogstaver på side 1: ”The slippery labia of the vagina…”. Fra første færd er vi in medias res, og hovedkulds, sjask, inde midt i kvindekønnet, de ædlere og stadigt noget tabubelagte dele, forplantningens arena og omdrejningspunktet for dramaet i denne frækt anarkistiske grafiske novelle. Brugen af kapitaler er gennemgående og effektivt i ledtog med et klinisk ordvalg. Her er noget meget vigtigt (der burde skrives ”VIGTIGT”) og vildt (”VILDT”) på spil, som når noget siges højt og tydeligt og med en god bid præcision. Det store er så stort, at det ikke skal spoiles, men kun en tør gråhud vil ikke lade sig rive med af den smittende begejstring i faksimilens håndskrevne udførelse.

Råt for usødet er vi altså langt inde i manden og kvindens samleje. En-to-tre så er det no-way-back og lagt an til orgasme i hvert fald hos pikkens ejermand, men først efter en nøgtern beskrivelse af kussens kødelige parathed til at tage imod manden med trodsig pirren. Nogle ville måske mene, at indtræffelsen af udløsning er produktet af en fortolkers beskidte projektion, for det står der intet om, ligesom der jo heller ikke bruges ord som ”pik” og ”kusse”. Faktisk bliver manden bare spist af skeden, men (altså) uanset kommer der et barn ud af det, undskyld spoilers.

Nå men, knapt er ægtemanden slugt af den mægtige Vagina før scenen skifter og karaktererne skifter fra kønsdel og ægtemand til mor, far og barnrelationer. Mor fortæller Datter godnathistorie. Historien er én ud af flere fortællinger i fortællingen – sådan nogle dyre-historier, som forældre digter på stedet og som børnene gyser og glædes ved. Tør man læse videre? For hvad mon dén mor kan finde på af uhyrligheder, når nu hun jo for et øjeblik siden var den kannibalske vagina? Uh jo, hun kan fortælle! Det kan hun, så kannibalismen driver ned af fantasiens vægge. Men uden så meget som én dråbe blod, eksemplarisk for hele bogen i øvrigt og faktisk en imponerende sproglig bedrift, for (beklager spoiler nr. to) blodigt er det, dette kondenserede hyperdrama á la familia.

Ligesom man tror, at (aha!) her er man på sporet af en tekst og en metatekst, hvis indbyrdes forhold nu skal udfoldes, så vi kan gribe om det og holde fast i noget med at mor og datter befinder sig i et genkendeligt univers og det fantastiske hører til hendes historier, så glider det én af hænde. Fortællingen er jo noget smattet fra start af og så ligetil med bogens tekstlag er det ikke. For selvom fablerne, som moderen fortæller, nok er fortællinger i fortællingen, så er det ikke sikkert, at også det vilde startskud om vagina-kannibalis var det. Alt andet lige kommer der nemlig et barn ud i metatekstens diegese. Det er som om godnathistorierne invaderer hele bogen med sine fabler.

Vagina Eating Husband er (sådan set) en fabel i nyfortolket genreversion, for her er der dyr, mennesker og menneskedyr og der sker ikke andet end noget, der handler om krop, drift, sex, penetrering, forslugenhed, kød, forplantning, forløsning og hvad kønnene måske nok kan bruge hinanden til, hvis ikke det hele bare var krop. Handlingen er i paradoksal kontrast til det kliniske ordvalg gennemsnavset (i snerpet forstand altså), så man egentlig godt kan forstå, at kvinden i et splitsekund overvejer at gå ind på mandens ynkelige pip fra maven om, at han da mangler til noget så civiliseret som at slå græsset. Hvis det altså ikke bare er fordi, hun vil skylle ham ud i wc kummen, så hun kan få fred for hans internaliserede stemme.

Fysikaliteten er påtrængende og accelererer ad absurdum i den ene groteske drejning i handlingen efter den anden. Man kan lige så godt slå autopiloten fra og kluk-leende, åbent indtage (undskyld!) denne utrolige beretning, som trækker på mytologier som for eksempel den om Zeus, Metis og datteren Athena, der springer ud af sin fars pande. Ud skal alt, der kommer ind. Selv skriver bogen sig faktisk også ind i mytegenren, genfortolket i et samtidssprog og en ny-svulstighed. Ligesom myter altid gemmer på noget almengyldigt inden for et kulturelt fællesskab, kan man sagtens spore konturerne af nogle genkendelige tvister, lyster, rædsler og konsekvenser i familiedramaet.

Hvilken mand har ikke frygtet en vagina dentata, eller bare for den sags skyld en almindelig tandløs kusse, altædende eller bare småglubsk? Tænker kvinde. Hvilken kvinde har ikke med skræk indset, at noget af en mand er vokset kæmpestort inde i hende og at svangerskabet uvægerligt betyder, at det skal ud (av!) ad en smal fødselskanal på en fødegang. Er det ikke sådan, at de fleste vordende fædre går og føler sig afmægtige, sådan som små forsvindende diminutiver, over for gravide kæmpekvinder?

Alligevel går klichéerne og de kønsstereotypiske briller galt i byen og sætter sig fast i mudderet fra beskuerens prædisponerede blik. Det er her hele herligheden ved værket åbner sig og at det bliver en befriende komisk leg med os og vores forventninger.

Og det bliver ved og ved i et virvar af forgrenede tvetydigheder, hvor magt og afmagt skrider og flyttes, sågar til manden og kvindens barn og til det barn, der kommer ud af samlejet. Grænserne mellem voksen- og barneunivers overskrides og det er vist ikke til at komme uden om, at kalde relationer og roller i den hersens familie for ’hybridiserede’, selvom udtrykket måske er lovligt poppet i sammenhængen.

Datter er nemlig den, der forstår at skære igennem hele moradset af det, der måske er de voksnes klaustrofobisk sammenkrøllede voksen-angst. Ud af det hele kommer hendes lillebror. Ret bøvlet og morbidt ammestuestof plus nogle store tidsspring passeret, er det næppe en overfortolkende konklusion, at børn ikke kan undslippe deres ophav og slægter må følge slægters gang, selvom gode gamle Ingemann ellers ikke hører hjemme her.

Måske er hele bogen en voksenbog med kærlig hilsen fra et barn? Måske er det barnets perspektiv, der sniger sig ind og gør fortællingens fantasmer så konkrete og bogstavelige? Ligesom skriftens konkretistiske islæt, rent litteraturhistorisk, gør det. Og ligesom de flade krogede stregtegninger udført i en tradition a la Ole Lund Kirkegaard, sparker liv i den anarkistiske naivisme i selv os voksne.

De, tegningerne, kravler rundt på siderne og er nogle gange på vej ud af dem. Lise Haurums grafiske opsætning leger med og spiller ind i konkretismen, så bogformatets fysikalitet og grænser udfordres til kanten. Det er en invitation på linje med tekstens. Vi skal også bare lege med og fantasere for vildt med alle vores referencer, associationer og bagager på slæb.

Derfor er det heller ikke svært at stryge fingrene henover Haurums lakoptrukne gengivelse af Ditte Lyngkær Pedersens tegning af den nøgne mand med dilleren strittende ud til højre på bogens bagomslag. Dér kan man nemlig mærke den! Bagefter kan man for eksempel igen vende bogen og fnise ved tanken om, at det hele starter forfra igen og igen, for der står ikke ’eats’, men ”eating” i udvidet nutidsform. Fortæringen er i færd med at ske… stadigvæk og altid. Forplantning, krop, sex, fødsel og død er – no bullshit – nok så meget livet for homo sapiens. Og seksualkraften er en voldsomt kødelig sag. Nok også for de næste generationer og hvad de ellers må have på slæb.

__________

Karen Nordentoft er Cand.mag. i Litteraturhistorie og Tjekkisk, men har mest arbejdet med dokumentar- og kunstkortfilm kuratorisk, filmformidling, eventproduktion, kulturpolitik samt senest projektledelse inden for scene- og performancekunst.