Mødet på den gamle legeplads

Det er ikke svært at forestille sig, hvordan den dengang unge forfatterspire sad på træbænken og stirrede ud over torvet i Den Gamle By. I baggrunden tårnede Borgmestergården op og kreerede et bagtæppe for håbet om at finde inspiration, måske bare et velklingende ord, en fængende sætning eller en interessant person. Et eller andet dukkede op i Svend Åge Madsens bevidsthed for halvtreds år siden, for han er i dag en af de mest anerkendte og mest betydningsfulde forfattere i Danmark; specielt kendt for sit nære forhold til hjembyen Aarhus. Vi har taget Svend Åge Madsen med tilbage til Den Gamle By til en snak om det intime forhold til sin hjemby.

Foto: Petra Theibel Jacobsen

Vi møder forfatteren udenfor Den Gamle By en kold november dag. Vi spejder ham langt væk og ser, at han er gået igennem sit barndomskvarter nær Skjernvej. Engang et arbejderkvarter med små toværelses lejligheder, hvor store familier boede side om side. I dag er det primært et område beboet af studenter, unge par og nystartede familier. Selvom barndommens miljø har udviklet sig markant, står legepladsen der stadig: Den Gamle By. I dag en turistattraktion hvor økonomien er en balancegang, men  engang frit tilgængelig for byens indbyggere og de omkring beboende.

”Jeg føler, at jeg bruger Aarhus som noget der uddyber historien og giver den karakter”.

Svend Åge Madsen beskriver nostalgisk stedet som sin egen baghave: ”Jeg har leget her som barn, og dengang skulle man kun betale for at komme ind i husene. Her legede vi og følte os hjemme, hvilket første gang stod klart, da jeg skrev ungdomsbogen Jagten på et menneske, hvor flere scener omhandler en ung protagonist, som bliver forfulgt af en mand igennem dele af byen inklusiv Den Gamle By. Det var som om historien fortalte sig selv, og jeg bare skulle følge med på tasterne. Mine barndoms- og ungdomserindringer skabte gemmesteder, hemmelige passager og uhyggelige baggårde, som til sidst hjalp mig igennem historien, fordi stedet var centralt for mine unge år.”

Miljøet
Vi fik hurtigt varmen på traktørstedet Simonsens Have, beliggende imellem de ældre bindingsværkshuse og brostensbelagte gader. I de små hyggelige lokaler fortsatte snakken om den fantasifulde legeplads, de omringende miljøer og litteraturen. Svend Åge Madsen blev formet omkring Skjernvej, hvor der fandtes fire forskellige miljøer: det pæne arbejderkvarter, Den Gamle By, den botaniske have, samt den moderne ringgade. Miljøer som alle er blevet behandlet igennem det lange forfatterskab, og fungeret som kulisse i flere af Svend Åge Madsens bøger.

Vi spurgte ind til, hvordan stederne anvendes i det kreative arbejde: ”Jeg bruger stederne på den måde, at jeg ved utrolig meget om stedets historie, menneskene omkring og den unikke stemning. Jeg har opdaget, at hvis jeg beslutter min historie skal foregå på Storetorv, så sker der noget specielt med fortællingen, som vil være anderledes end hvis jeg f.eks. benyttede Telefontorvet. Jeg ved hvilke mennesker, der kommer forbi, jeg kender lugten og lydene, samt den historiske baggrund. Domkirkens monumentale statur, Aarhus Teaters kulturelle vibrationer og det fine Hotel Royal. Det hele er en kerne, som står i kontrast til andre steder i byen. Det giver et rum, som sammenvæves med historiens dybde, og giver en anden dimension, vækker andre associationer og helt andre idéer udspringer af et bestemt sted.”

”Jeg kan blæse domkirken op, men samtidig have en til at stå og pisse op af den”

At vælge rummet bliver essentielt for skabelsen af historien, og det har helt klart været en af grundene til, at mange læsere kan identificere sig med Svend Åge Madsens fortællinger, fordi de foregår i Aarhus og skaber en helhed, som på mange planer er en modernistisk anskuelse af byen som et fortællerrum: ”Læserne lægger deres egne erfaringer og fornemmelser ned over historien, som derfor farver min fortælling, akkurat som stedet farver mig, når jeg skriver. Det gør ikke noget, at folk ikke er bekendt med stedet, for når de hører ord som domkirken eller teatret, bliver de farvet af bestemte associationer. På den måde bliver mine historier anderledes eller illustrative, og dermed opstår der en ekstra dimension udover den rene inspiration.”

De afslappede
Svend Åge Madsen udfordrer og kræver noget af sine læsere. Vi spurgte om han specifikt skriver til århusianere, da de har mulighed for at identificere sig mere med værkerne. Det var ikke tilfældet og alle vil kunne læse hans værker, men det varierer fra person til person, hvordan man opfatter de konkrete steder og historiens placering i tid og rum. Han gentager:”Jeg føler, at jeg bruger Aarhus som noget der uddyber historien og giver den karakter”.

Den særlige tone, kan også relateres til en særlig århusjargon eller væremåde, som Svend Åge Madsen føler er forankret i den afslappede natur: ”Aarhus mentaliteten vil jeg karakterisere som afslappet. Det findes også i andre byer, men i kontrast til København, synes jeg at have erfaret en væsentlig forskel. Der eksisterer ikke samme behov for at imponere, og derfor bliver århusianere ikke nær så imponeret som københavnere. En sådan underdrevet tone elsker jeg, og indholdsmæssigt kan det spejles i mine værker – jeg kan blæse domkirken op, men samtidig have en til at stå og pisse op af den, og derved trække den ned igen.”

Nostalgi
Det var fristende og relevant i forhold til omgivelserne at komme ind på Svend Åge Madsens nostalgiske forhold til byen og den kæmpe udvikling, som i de seneste år har været meget markant: ”Der er selvfølgelig nogle ting, som er gået tabt og som savnes. Intimiteten og fællesskabet er ændret betragteligt, men generelt har udviklingen været for det bedre. Kulturelt er mangfoldigheden og mulighederne blevet rigere, og det føler jeg har gavnet byen. Det er stadig med blandede følelser, at noget går tabt og noget kommer til. Sådan vil det altid være.”

Foto: Petra Theibel Jacobsen

Flere gange har Svend Åge Madsen rejst ud i verden og haft mulighed for at opdage andre miljøer og få inspiration andre steder fra. Udrejsen anvendte forfatteren til at sætte Aarhus i relief. Fornemmelsen af at komme til en storby og bo der et stykke tid, ændrer blikket på forholdene derhjemme: ”Jeg har brugt mine rejser til at få vækket et fremmedblik på Aarhus, og det kan læses i mange af mine fortællinger, fx i Tugt og Utugt i mellemtiden, hvor der kommer en person fra fremtiden og giver en skæv vinkel på opfattelsen af byen. Det har bidraget væsentligt til mit forfatterskab, at kunne komme væk og se det velkendte med nye briller”

Når en forfatter sammenbindes med en by, på den måde Svend Åge Madsen sammenbindes med Aarhus, så kan holdningen tit forfalde til, at der eksisterer en form for forpligtelse overfor skildringen af byen: ”Sådan føler jeg bestemt ikke” svarer Svend Åge Madsen på vores påstand: ”Hvis jeg støder på noget bestemt, som skriger på kritik, så holder jeg ikke igen. Jeg vil bestemt nævne det og gøre nar af det, akkurat som jeg føler for.”

”Jeg har brugt mine rejser til at få vækket et fremmedblik på Aarhus”

“Selvfølgelig har jeg en følelse af ansvar overfor byen, sådan som jeg har det overfor min familie. Jeg kunne ikke finde på, at bagtale min familie i de bøger jeg skriver, og har svært ved at forstå de personer, som bygger litteratur op på at skrive om deres familieproblemer. Jeg føler derfor en forpligtelse, overfor de ting jeg holder af, og kunne ikke nådeløst udlevere det jeg elsker allermest. Jeg vil dog aldrig censurere mig selv over for Aarhus, men det forekommer naturligt, at de steder jeg holder af bliver trukket frem i mine fortællinger og skildret igennem mit eget perspektiv, uden nogen form for personlig censur.”

Kulturhovedstad
Det var byens kulturelle aktualitet, som bragte os frem til litteraturens rolle i Aarhus. Selvom det først er i 2017, at byen officielt er kulturhovedstad, så har byen været udsat for meget opmærksomhed, og vi spurgte Svend Åge Madsen, hvilken betydning han tror prisen vil få: ”Det ved jeg egentlig ikke. Det svært at forudsige hvordan man vil udnytte situationen. Den kan let blive overdramatiseret og skabe en tro på, at det hele bliver virkelig overvældende. Jeg har på fornemmelsen, at to år efter kan næsten ingen huske at byen har været kulturhovedstad, men jeg synes, at det er godt at stile frem mod at blive bevidst om, hvad vi har at tilbyde borgere og turister, samt fremhæve vigtigheden af Aarhus som et kulturelt sted.”

Svend Åge Madsen fortsatte med at understrege, at byen bare skal være sig selv og fortsætte med det store kulturelle arbejde, uanset om byen har fået en pris eller ej: ”Jeg synes, der findes en charme ved Aarhus, det jeg tidligere fremhævede som en naturlig afslappethed. At man kan leve godt, uden at stå og råbe på hjørnet for at komme frem i verden. Så i stedet for at bygge et tårn eller hvad politikerne kan finde på, burde vi fokusere på vores levevis og afslappede omgangsformer, for det er netop der, vi differentiere os fra de store byer. Der kan opstå en kontrast ved at proklamere: ’se hvor afslappede vi alle sammen er’ når det vi vil have frem, er det stik modsatte af det vi gør. Kulturhovedstadsprisen kan derfor skabe nogle kontraster, og det skal vi være opmærksomme på.”

Foto: Petra Theibel Jacobsen

Kulden så ikke ud til at påvirke den ældre herre, da vi bevægede os væk fra varmestuerne og ud i den friske november vind. I et stykke tid slentrede vi afslappet rundt i Den Gamle By sammen med Svend Åge, som blev ved med at fortælle anekdoter om barndommen og et enkelt sted forklarede os funktionerne i et gammelt bogtrykkeri. Vi lyttede og lyttede, og snakken gik på bolsjer, lakrids, de lækre dufte fra bageriet og hvordan julen havde indtaget den gamle købsstad. Kulturen omkring påvirkede os ikke synderligt, vi hyggede os med den behagelige og konversable forfatter, mens den ene historie erstattede den anden: ”Borgmestergården” sagde han let begejstret, da vi kom til torvet centralt i Den Gamle By: ”Her plejede at være en træbænk, lige der ved brønden. For halvtreds år siden sad jeg her og…”