Interview: Mads Mygind
Litteraturens mundtlige rum
Der er noget energisk over Mads Mygind. Både når han taler og den måde han bevæger sig på. Han står aldrig stille, kroppen er i konstant bevægelse og armene flagrer og illustrerer hans pointer, der kommer i hurtige bevægelser efter hinanden. Der er fart på.
Vi har lige overværet ham læse op på Rum 46 i Studsgade i Århus. En oplæsning, der markant adskilte sig fra de gængse poesioplæsninger, der langsomt og eftertænksomt smager på hvert ord. Med et hæsblæsende tempo vælter Mygind den elitetære statelighed omkuld. Han reciterer sine digte så hurtigt, at man som tilhører virkelig skal spidse ører for at opfange alle ord. Og det er helt bevidst.
Mygind ønsker at sprænge enhver form for sammenhæng, både overordnet men også helt ned på sætningsniveau. Teksten skal skabe øjeblikkelige billeder. Men det er samtidigt vigtigt for Mygind, at digtet udfoldes foranderligt i det mundtlige rum. Det skal være en anderledes oplevelse at høre digtet blive læst op end at sidde med teksten selv. Men Mygind pointerer samtidigt, at der ikke findes en rigtig måde at læse op på. Der er ingen løsning, der er ikke ét svar, han kommer ikke og afslører, hvordan digtet i virkeligheden lyder. Han prøver bare at give én version af, hvordan det kan lyde, og hvordan det ligger naturligt for ham, hans krop og hans stemme at lade digtene lyde. Og denne gang var det med fuld fart på.
Lyd, rytme og billeder
For selvom lyrik som genre både er smal og elitær og Myginds digte både er udgivet i Hvedekorn, Apparatur, Den Blå Port, Reception og et par antologier, afspejler hans oplæsning en helt konkret stillingtagen til teksterne og et ønske om, at det hele ikke behøver at være så opstyltet. Det handler om en helt konkret nærhed og umiddelbarhed. Det handler om lyd, rytme og billeder. For Mygind er det vigtigt, at man ikke bliver skræmt væk på forhånd, men i stedet helt åbent kan lytte og blive beriget af digtenes smukke billeddannelser, genrens kritik og refleksioner. Og her er digtoplæsninger en meget direkte tilgangsform, der alligevel kan udformes gennem utallige variationer.
Men selvom Mygind repræsenterer en mere utraditionel receptionstilgang, pointerer han samtidigt, at han også sætter stor pris på de helt klassiske digtoplæsninger. For, som han siger, er der noget forudsigeligt fint og rent over at høre en forfatter som Søren Ulrik Thomsen læse op, som han har gjort det de sidste 20 år. Men når Mygind læser op, prøver han samtidigt at tvinge sit publikum til ikke at sidde og prøve på at forstå det hele; det er ikke meningen, at man skal få alle linjer med og fange alle metaforer. Det skal bare være lyd. Så er der enkelte sætninger og billeder, som man fanger. Nogle stopper man op ved, fordi man forstod dem eller ikke forstod dem, fordi man synes om dem eller ikke synes om dem – så glemmer man måske den næste linje, eller man kan slet og ret ikke nå at høre den.
For Mygind er det et forsøg på at lade digtningen fremstå på en anden måde. I sig selv har digtene ingen fart. Den skriftlige del bestemmer man jo selv. Når læseren sidder med teksten, er receptionen, helt bogstavligt, ude af forfatterens hænder. Ved at læse op som han gør, tager Mygind kontrollen tilbage. Her bestemmer han slagets gang.
Helt konkret har Mygind bestræbt sig på at gøre sine digte så musikalske og rytmiske som muligt og prøver med både sin stemme og krop at gøre oplæsningen til en form for musik i sig selv. Det er derfor nærliggende at tro, at Mygind ville tage skridtet fuldt ud og prøve kræfter med det performative, så som audiopoesi, der udspilles i krydsfeltet mellem tekst og lyd. Men selvom Mygind fortæller, at han kan se konceptet for sig og ikke stiller sig afvisende over for at lade sine tekster forstærke af lydlige effekter og eksperimenter og lade dem syre endnu mere ud, påpeger han dog samtidigt, at han stadig ser sig selv som relativ ny i forfatterfaget og derfor lige nu ønsker at fokusere på at dygtiggøre sig i at læse sine tekster bedst muligt op. Og øvelse gør mester.
Men alligevel pointerer Mygind, at der ikke må komme digtoplæsninger på hvert et gadehjørne. Så vil der gå inflation i, hvad han kalder eventkoordination og oplysningsøkonomi. I stedet skal vi tilbage til litteraturens kerne, hvor nogle mennesker gerne vil læse op til et publikum, der omvendt gerne vil modtage noget litteratur, blive berigede og måske ende med at sætte pris på noget nyt.
Det litterære miljø i Århus
Og det er præcis, hvad vi har været vidne til denne aften. Rum 46, der egentlig er et lille kunstgalleri, kontaktede Mygind, fordi de gerne ville have en oplæsning og havde hørt ham før. Men for Myginds skyld må der gerne gå noget tid imellem, miljøet må gerne være småt. Til gengæld mener han, at det er ærgerligt, at så mange unge skrivende flytter til København, der i kraft af sin størrelse tilbyder flere udbud, der kan tiltrække flere mennesker. Og så ligger Forfatterskolen i København. Hvilket nok også er værd at tage med i de litterære betragtninger.
Alt i alt er det litterære miljø i Århus ikke så samlet, som man måske kunne ønske sig. Til gengæld mener Mygind, at århusianerne som publikum er gode til at støtte op om det litterære oplæsningsrum. Både på små intime steder som Rum 46, hvor rummet er nøgent og intenst. Hvor der kun er tre-fire stolerækker med plads til højest 20 personer, hvor den oplæsende oplever et konkret nærvær med publikum.
Men Mygind oplever også, at publikum i lige så høj grad støtter op om de store forsamlinger, hvor der sidder hundrede mennesker i en kæmpestor sal, hvor folk har drukket øl og er fulde, hvor der har været helt anderledes vilde klapsalver, hvor der er billige øl i baren og fest efterfølgende. Mygind værdsætter begge udtryk og det faktum, at begge dele kan lade sig gøre, både det klassiske i det elitære galleri og det lidt mere skramlede, der trækker hans digte solidt ned på jorden. Begge tilgangsformer kan være en indgang til litteraturen. Nogle mennesker har måske svært ved at gå hen og købe en digtsamling og føler sig generelt fremmedgjorte over for genren med en formodning om, at de bør forstå det hele for at kunne sætte pris på det. Denne fordom hersker ikke på samme måde i det mundtlige rum, hvor der er en umiddelbarhed over at sidde og lytte til et menneske, der leverer sine tekster. Oplæsningerne kan således fungere som både eksponering af de enkelte forfattere men også som en introduktion til lyrik som genre.
At mødes om teksterne
Der findes en lang række dygtige forfattere i Århus. Både håbefulde forfatterspirer og de helt garvede og gamle i gårde. Men der findes ikke et naturligt tilknytningspunkt. Selv er Mygind med i en læsegruppe med syv forfattere. Helt praktisk og pragmatisk har de sat sig sammen, fundet et sted, hvor de kan mødes en gang om ugen eller hver anden uge og læse en persons tekster grundigt i tre timer. Lidt ligesom en lille miniudgave af en forfatterskolelæsning. For Mygind virker det. Også selvom de er vidt forskellige mennesker med vidt forskellige litterære syn og ambitioner. Men et sådant litterært fællesskab er ingen selvfølge i Århus, selvom det er under udvikling. Mygind har selv skulle opsøge, opbygge og virkelig insistere på det, før det blev til noget.
”Ofte handler det i lige så høj grad om den sociale kontekst og om at gå fordomsfrie ind i et anderledes rum og prøve noget nyt.”
I dag er han klart fortaler for et litterært samlingspunkt i Århus. Om det så skal udfoldes via Aarhus Litteraturcenter, der tilbyder skrivegrupper og arbejdspladser på Godsbanen eller om det skal systematiseres via en forfatterskole eller et specifikt litteraturhus. De er alle, ifølge Mygind, mulige bud på kulturinstitutioner, der kan gå ind og skabe konkrete rammesætninger for litteraturen i form af et kompetent, kreativt sparringsmiljø, der både vil kunne gavne unge forfattere på vej frem og de allerede etablerede og mere velrenommerede.
Men trods de mange tiltag, kan det litterære miljø i Århus stadig i høj grad forbedres. Og her kan byens udnævnelse til kulturhovedstad i 2017 måske gøre sig gældende. Mygind anfører, at udnævnelsen i sig selv ikke betyder så meget. ”Man kan ikke bare smykke sig med titlen og sige: ’Nu bliver vi kulturby, mon ikke der flytter en masse spændende forfattere til og begynder at skrive om Århus og lancere nogle vilde oplæsninger?’”. I stedet er det vigtigt, at vi bruger udnævnelsen som springbræt til at centralisere nogle kulturelle kræfter. Det bliver et brag af en fest og et år, hvor der kommer til at ske meget. Men det essentielle er, at de kulturelle tiltag også kommer til at leve videre efter år 2017. Også selvom det vil kræve hårdt arbejde.
Men selvom Mygind er fortaler for en systematisering af litteraturen i Århus, mener han ikke, at der er tale om en specifik Århuslitteratur eller -mentalitet. Helt konkret er det måske lettere at slå igennem som forfatter, hvis du er bosiddende i København, primært fordi, at der ganske enkelt findes flere forlag, redaktører og oplæsninger i hovedstaden. Tidligere handlede det i høj grad om at sende sine digte af sted til anerkendte tidsskrifter, som redaktører og andre litteraturinteresserede kunne læse og derigennem få øjnene op for dig og dine tekster. Men tidsskriftet er et utroligt smalt medie, der ikke når ud til særlig mange mennesker.
Oplæsningsscenen henvender sig derimod til et mere bredt publikum, hvor der snildt kan dukke 50 eller 100 mennesker op, der ikke nødvendigvis brænder for litteratur, læser dansk eller litteraturhistorie på universitetet eller selv skriver. Ofte handler det i lige så høj grad om den sociale kontekst og om at gå fordomsfrie ind i et anderledes rum og prøve noget nyt. Som forfatter har Mygind brugt oplæsningsrummet som en effektiv måde at præsentere sine ting for et bredt publikum på. Den oplæsning vi overværede var således også en blanding af helt nye tekster, der printet ud på A4-ark blev oplæst med en lidt famlende charme i modsætning til de ældre publicerede digte, der blev leveret med en rutineret sikkerhed, der tydeligt afspejlede, at det ikke er første gang, at Mygind læser op.
Århus som referenceramme
Men selvom Mygind bor og færdes i Århus, bruger byens rum til oplæsninger og sparring, skriver han ikke til århusianere som en specifik modtager eller bruger Århus som konkret referenceramme. Ringgaden er ligeså vigtig for Mygind som Domkirken, rådhustårnet eller regnbuen over Aros. Selvom den er larmende, forurenende og farlig at krydse. Når han skriver om Ringgaden, er det fordi, han bor deroppe og har gået der utallige gange. Byen er blevet en del af ham og er langsomt flydt ind i hans digte. Det er bare sådan, det er blevet – de konkrete steder, han nævner i sine digte, er ikke medtaget som en bevidst hyldest til Århus. Det havde sikkert ikke være anderledes, hvis han havde boet i København.
Men selve Myginds skrivestil forholder sig alligevel til Århus som by. Digtene er viltre, stilen er associativ. Teksterne stikker i mange retninger og overlapper konsekvent hinanden. Der bliver derfor også lagt mange spor ud, som der ikke bliver fulgt op på og netop fordi det ikke er prosa, behøver det heller ikke at hænge sammen. Århus bliver som by flettet ind og ud af teksten. Fremfor at udvælge sig et bestemt sted og eksponere det indarbejder Mygind en smule af byen hist og pist. Mygind bruger Århus som et kludetæppe, hvor man kan genkende små tråde, der bliver indviklet i hinanden og til sidst ender med at give et fragmentarisk indtryk af byen.