Vild med ORD: Dagsprogram for torsdag
Torsdag 18. maj 2017
To slags mørke – Helle Helle som popmusik: Koncert med Kristina Holgersen
Hvordan ville Helle Helles tekster lyde, hvis de var popsange? Musiker Kristina Holgersen har kunstfærdigt omdannet brudstykker af Helle Helles romaner til 11 underfundige artpopsange med poetisk dybde og nærvær på det anmelderroste album To slags mørke, der netop er udkommet på vinyl.
Helle Helle er en af Danmarks mest læste samtidsforfattere, særligt kendt for sine rammende skildringer af hverdagsdramaer – underspillede beretninger, der gør sig overraskende godt som sangtekster. For eksempel i sangen Fire forskellige slags saltstænger om dybt genkendeligt, menneskeligt forfald: ”Så længe Marianne kan huske, har hun glædet sig til at blive gammel og få så svage ben, at hun må takke nej til alle invitationerne.”
Oplev Holgersen og Helles univers live, når årets litteraturfestival skydes i gang. Til koncerten får Holgersen back-up af to øvrige musikere, så det musikalske lydtæppe for alvor bredes ud. Sangene serveres med en humoristisk undertone, hvor Holgersen drager sit eget liv ind i små fortællinger og korte oplæsninger bl.a. fra de prisbelønnede Helle Helle-romaner Rødby-Puttgarden, Dette Burde Skrives i Nutid og Ned til Hundene.
Forud for koncerten vil Holgersen indgå i en samtale om projektets opståen og tankerne bag. Glæd dig til en aften, hvor du kan opleve Helle Helles forfatterskab, som du aldrig har oplevet det før!
Om Vild med ORD
Vild med ORD er foreningen, der står bag Aarhus Litteraturfestival. I 2017 falder festivalen d. 18.–21. maj. Her kan du møde forfattere og komme helt tæt på ordet. Hos os handler det ikke om bestsellere eller de nyeste udgivelser, men om at skabe et rum, hvor publikum får nogle litterære oplevelser, som ikke fås andre steder.
Vild med ORD er en non-profit organisation, drevet af frivillige, der hvert år gør et enormt arbejde for at få festivalen stablet på benene.
Se det fulde program for VILD med ORD-festivalen her:
http://vildmedord.dk/program2017/