Vi læser sammen: Mød forfatterne (digitalt)

Søndag 10. januar 2021
Kl. 14:00 - 16:00
Gratis entré
Arrangør: Aarhus Litteraturcenter
Zoom: https://aarhusuniversity.zoom.us/j/68977056403

Kom og mød forfatterne bag de fem bøger, du kan stemme på til Vi læser sammen.

Kender du følelsen af, at du har læst en god bog, men at du ikke har nogen at tale med om den? At du slet ikke kan slippe den bog, du er i gang med at læse, men bare lige skal have ét kapitel mere, inden du skal i seng, og pludselig er klokken langt over midnat?

Det gør vi på Aarhus Litteraturcenter. Vi vil gerne dele glæden ved at læse sammen med dig og inviterer dig hermed til at være en del af et landsdækkende læsefællesskab i forbindelse med læsefestivalen Vi læser sammen.

Vi læser sammen finder sted for første gang den 1.-31. marts 2021, og her dykker vi sammen ned i den samme bog, fordyber os i den og bliver klogere på forfatteren bag samt tematikkerne, der bliver beskrevet i bogen.

Men hvad for en bog skal vi så læse? Det skal du hjælpe os med at finde ud af.

Vi har udvalgt fem bøger skrevet af danske forfattere, og fra den 6. til den 20. januar 2021 har du mulighed for at stemme på lige præcis den bog, som du allerhelst vil læse sammen med os. I den anledning kan du den 10. januar kl. 14-16 møde de fem forfattere digitalt og få et indblik i, hvem de er og deres bøger, som tæller:

Bjørn Poulsen: Opkald fra Mælkevejen

Sanne Søndergaard: NEJ

Thomas Boberg: Africana

Birgithe Kosovic: Det, du ikke vil vide

Lotte Garbers: Løbeklubben i Saudi

OBS! Grundet de nye restriktioner, der forhindre os i at mødes fysisk, afholdes arrangementet nu via dette Zoom-link. Du skal ikke gøre andet end at klikke på linket og sætte dig i sofaen med en god kop kaffe – så sørger vi for resten!

 

Arrangementet er støttet af Aarhus Kommune og Statens Kunstfond.

Grafik: Mira Liin.

Foto: Søren Lagoni, Petra Kleis, Lars Gundersen, Emma Line Holm Sejersen, Ida Schmidt.