Tom Buk-Swienty: På sporet af Karen Blixens eventyrlige far
Onsdag 9. marts 20168220 Brabrand
Tom Buk-Swienty tager i dette foredrag udgangspunkt i sit tobindsværk (ILD OG BLOD og TIL DØDEN OS SKILLER) om Karen Blixens eventyrlige far, Kaptajn Wilhelm Dinesen, og fortsætter hvor han slap i sine populære bøger om 1864. Dinesen deltog i slaget ved Dybbøl den 18. april og inspirerede Ole Bornedal, som gjorde ham til en af hovedpersonerne i DR’s store Dramaserie 1864.
Frem til sin død som kun 49-årig var Dinesen, søn af en mægtig godsejer, en eventyrer, kriger og jæger og nåede endda at blive en kendt forfatter. Det er da heller ikke fra fremmede, at hans berømte datter fik sin eventyrlyst og fortælleglæde. Farens liv var nemlig en stor inspirationskilde til Karen Blixens Syv fantastiske fortællinger.
Tom Buk-Swienty fortæller i foredraget om den rejse han tog i Kaptajn Wilhelm Dinesens fodspor gennem hele arbejdet med bogen. En rejse der bragte ham til danske herregårde, franske slagmarker, og fra Bosporusstrædet helt til de nordamerikanske prærier og skove.
Tom Buk-Swienty er historiker, prisvindende forfatter og en ekstremt dygtig formidler.
Billetter á 100,- kr. kan købes i Genbrugsbutikken på Hovedgaden 41, 8220 Brabrand, fra mandag den 22. februar 2016
Arrangementet er støttet af Forfattercentrum, FO Aarhus og Aarhus Kommune