Spændingsfeltet: Samtale om at skrive – med Nanna Cecile Bang og Tine Høeg
Onsdag 27. november 2019
AARHUS TEATER OG LIPS PRÆSENTERER SAMTALER OM LITTERATUR OG SCENEKUNST
Hvor starter den tekst, det stykke, det værk vi oplever, når vi går i teatret – eller i den bog, vi læser? Hvad oplever vi, når vi går i teatret, hvad oplever vi, når vi læser en bog? Vi tænker og taler ofte om litteratur og scenekunst som to adskilte størrelser. Men i de to kunst- og oplevelsesformer findes der ikke bare forskelligheder, men et utal af ligheder og mødepunkter.
Det spændingsfelt vil Aarhus Teater og Litteraturen på Scenen sammen med indsigtsfulde aktører fra begge områder undersøge nærmere. Vi inviterer til tre aftener i litteraturen og scenekunstens tegn i Scala Foyer på Aarhus Teater, hvor kunstnere og forskere i en hyggelig og intim setting vil diskutere de to kunst- og oplevelsesformer i relation til hinanden.
Arrangementerne følger processen et værk gennemgår fra det bliver skrevet, til det skal iscenesættes, til det bliver oplevet, under titlerne ’Samtale om at skrive’ (27. november), ’Samtale om at læse’ (5. februar) og ’Samtale om at opleve’ (1. april). Der vil desuden gennem samtalerne være oplæsninger af de inviterede forfattere og dramatikere, og I vil få rig mulighed for at stille spørgsmål til gæsterne i panelerne. Ordstyrer til alle tre samtaler er Rebekka Boyding.
SAMTALE OM AT SKRIVE (27. NOVEMBER)
Arrangementsrækken starter med en samtale om, hvordan man skriver, skaber og producerer forskellige former med huskunstner ved Aarhus Teater Nanna Cecilie Bang og forfatter Tine Høeg. Hvordan skriver man til scenen, og hvordan skriver man til ’bogen’? Har forskellige former forskellige processer, har de forskellige rum, har de forskellige mål, har de forskellige stemmer? Nanna Cecilie Bang og Tine Høeg vil begge læse op af deres værker.
Gæster Nanna Cecilie Bang og Tine Høeg