Spændingsfeltet: Samtale om at opleve – med Charlotte E. Christiansen, Josefine Brink Siem og Martin Glaz Serup

Onsdag 1. april 2020
Kl. 19:00 - 20:30
Entré: 85 kr.
Arrangør: Aarhus Teater og LIPS
Scala Foyer, Aarhus Teater
Teatergaden, 8000 Aarhus C

AARHUS TEATER OG LIPS PRÆSENTERER SAMTALER OM LITTERATUR OG SCENEKUNST

Hvor starter den tekst, det stykke, det værk vi oplever, når vi går i teatret – eller i den bog, vi læser? Hvad oplever vi, når vi går i teatret, hvad oplever vi, når vi læser en bog? Vi tænker og taler ofte om litteratur og scenekunst som to adskilte størrelser. Men i de to kunst- og oplevelsesformer findes der ikke bare forskelligheder, men et utal af ligheder og mødepunkter.

Det spændingsfelt vil Aarhus Teater og Litteraturen på Scenen sammen med indsigtsfulde aktører fra begge områder undersøge nærmere. Vi inviterer til tre aftener i litteraturen og scenekunstens tegn i Scala Foyer på Aarhus Teater, hvor kunstnere og forskere i en hyggelig og intim setting vil diskutere de to kunst- og oplevelsesformer i relation til hinanden.

Arrangementerne følger processen et værk gennemgår fra det bliver skrevet, til det skal iscenesættes, til det bliver oplevet, under titlerne ’Samtale om at skrive’ (27. november), ’Samtale om at læse’ (5. februar) og ’Samtale om at opleve’ (1. april). Der vil desuden gennem samtalerne være oplæsninger af de inviterede forfattere og dramatikere, og I vil få rig mulighed for at stille spørgsmål til gæsterne i panelerne. Ordstyrer til alle tre samtaler er Rebekka Boyding.


SAMTALE OM AT OPLEVE (1. APRIL)

Som afslutning på arrangementsrækken, skal vi se nærmere på, hvad en oplevelse er. Kan litteratur være en oplevelse? Kan litteratur give forskellige oplevelsesformer? Hvordan oplever vi litteratur i den stille læsning for os selv, hvordan oplever vi litteratur, når den bliver læst højt, og hvordan oplever vi litteratur, når den levendegøres på scenen? Og hvordan oplever vi i det hele taget scenekunsten?

Gæster Charlotte E. Christiansen, Josefine Brink Siem og Martin Glaz Serup