Sex, lyst og cølibat – katedralsamtale i Aarhus Domkirke

Lørdag 24. november 2018
Kl. 10:30 - 12:30
Gratis entré
Arrangør: Aarhus Domkirke
Aarhus Domkirke
Store Torv
Aarhus C

Den 24. november inviterer Aarhus Domkirke til katedralsamtale om én af kirkehistoriens helt store skikkelser, kirkefaderen Augustin. Hør om det første selvbiografiske værk i litteraturhistorien, om begær, lyst, sex og cølibat.

Det skorter ikke på saftige detaljer, kærlighed, tvivl, begær, fejl, skam, glæde, tro og tidsånd i det, der af nogen kaldes for litteraturhistoriens første selvbiografiske værk, `Augustins Bekendelser´. Selvom værket er skrevet for 1600 år siden, er det så afslørende og livsnært, at det ligeså godt kunne være skrevet i dag.

Augustin, der i dag betegnes som én af Europas betydeligste tænkere, beskriver i sine bekendelser blandt andet hvordan det er, at leve med begæret – både det seksuelle og det materielle. Han fortæller om sit liv og sin åndelige udvikling fra barn til mand og skildrer hvorfor han bliver kristen, lader sig døbe og sidenhen bliver en af kristendommens og den vestlige verdens største åndspersonligheder. Dét i en broget verden med mange forskellige religioner.

Vært ved dagens arrangement er sognepræst ved Aarhus Domkirke, Henrik Grøndal Lund (billede), som sammen med valgmenighedspræst på Vartov, Niels Grønkjær og fhv. lektor på Aarhus Universitet, Hans Hauge, vil samtale om Augustins bekendelser og hans betydning i dag.

Katedralsamtalerne i Aarhus Domkirke i efteråret 2018, sætter fokus på nogle af litteraturhistoriens store værker, som naturligt hører hjemme i kirkens rum.

Arrangementet den 24. november er gratis og foregår i Aarhus Domkirke fra kl. 10.30 til 12.30. Tilmelding er ikke nødvendig og alle er velkomne.