Sangskrivnings-workshops med Anders Graae

Tirsdag 28. maj 2013
Kl. 16:00 - 17:30
Gratis entré
Arrangør: Hovedbiblioteket
Byggepladsen, Hovedbiblioteket
Møllevej 1
8000 Aarhus C

Har du nogensinde overvejet, om du kunne gøre McCartney, Lennon, Cohen, Collins og Joel kunsten efter? Deltag i Hovedbibliotekets sangskrivnings-workshop, og hør hvordan du selv kommer i gang med at skrive tekster.

Lær at skrive et ægte hit, når Hovedbiblioteket holder Ordlab i uge 21 og 22. Ordlab’s mission er at eksperimentere med alt hvad sproget kan – og hvad udforsker sproget bedre end at forme ikoniske rock- og pop-tekster?

Manden bag sangskrivnings-workshoppen er Anders Graae, som i sommeren 2007 vandt en stor sangskriverkonkurrence med sangen “Den anden pige”, der kom i rotation på både TV2 Radio og P4. Siden er den aarhusianske sangskriver blevet underviser på Det Jyske Musikkonservatorium.

Til workshoppen vil han blandt andet fortælle om, hvordan man kommer godt i gang med at skrive sange, hvordan man finder et velegnet emne, hvordan man får teksten til at rime (eller ikke), og hvordan benspænd af og til kan være til stor hjælp.

Undervejs vil han desuden give opgaver til de deltagende og spille en række af sine egne sange. Workshoppen vil primært fokusere på selve tekstarbejdet i sangskrivningsprocessen, så du behøver ikke at kunne læse noder eller spille et instrument for at deltage. Du skal bare have lyst til at høre mere om sangskrivning.

Arrangementet foregår på Byggepladsen i bibliotekets forhal fra 16:00-17:30.