Den nye franske roman

Torsdag 3. april 2014
Kl. 19:30
Gratis entré
Arrangør: Dansk selskab for Ny Fransksproget Litteratur – SLC (www.siteslc.dk) i samarbejde med Aarhus Litteraturcenter
Vogn 1, Godsbanen
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C

Mangler du en indgang til moderne fransk litteratur?

Studievært Tore Leifer, lektor Steen Bille Jørgensen og lektor Lisbeth Verstraete-Hansen inviterer til en samtaleaften om oversatte franske romaner og kommer med en række anbefalinger til et både nye og bekendte læsere af fransk litteratur.

Den fransksprogede roman lever og har det godt; den oversættes og læses i Danmark, hvor bl.a. Delphine de Vigan er blevet en bestseller med sin personlige familiefortælling Alt må vige for natten. Men ikke alt fransksproget kommer fra Frankrig, og de seneste år er det blevet tydeligt, at dem man traditionelt har kaldt de ”frankofone forfattere” – som f.eks. Boualem Sansal – møder en bred læserskare. Disse forfattere kommer med så forskellige baggrunde som algerisk, vietnamesisk og afghansk og oversættes fra fransk til dansk.

De tre oplægsholdere vil give hvert deres bud på, hvordan værkerne kan påvirke vores kultur- og litteraturforståelse, og der vil blive lejlighed til at stille spørgsmål om såvel forfatterne og værkerne som fransksproget litteratur mere generelt. På aftenen vil oplægsholderne blandt andet tale om Emmanuel Carrères Andre liv end mit, Valentine Gobys Den der rører ved min krop dræber jeg, Delphine De Vigans Alt må vige for natten og Boualem Sansals Tyskerens landsby.

Der skænkes fransk vin på aftenen.

 

Tore Leifer er studievært på Kulturnyt på P1

Steen Bille Jørgensen er lektor i Fransk-studier på Aarhus Universitet

Lisbeth Verstraete-Hansen er lektor på Copenhagen Business School

Arrangør: Aarhus Litteraturcenter og Dansk Selskab for Ny Fransksproget Litteratur (SLC).