Reception: ”Udbrud, indfald, vanvid, livsbetragtninger og stopovers”

Tirsdag 3. maj 2016
Kl. 16:00
Gratis entré
Arrangør: Jørgen B. Rud & Aarhus Litteraturcenter
Godsbanen, Vogn 1
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C

Jørgen B. Rud har tidligere været ansat ved Vognopsynet i Aarhus, og havde da bl.a. opgaver ved Godsbanen, da denne havde sin oprindelige funktion: Dengang var han beskæftiget med at lave bremseprøver og vogneftersyn. Han har siden uddannet sig til cand.mag i filosofi fra Aarhus Universitet.

Nu udkommer, efter lang tid undervejs, samlingen Udbrud, indfald, vanvid, livsbetragtninger og stopovers. Udvalgte tekster 1979 – 2016 af digteren og maleren Jørgen Burgdorf Rud. Udgivelsen er en retro-bog med kortere og længere lyriske tekster og prosastykker, og er vidnesbyrd om en vedholdende, undersøgende og ekspressiv skriftpraksis fra 1979 til i dag. Som titlen antyder, har teksterne vekslende karakter, og nogle kan således ses som forsøg eller som essays i den Montaigne’ske betydning af ordet. Stopovers er en slags ’pitstop’, dvælende og reflekterende eller sansende ophold. Forfatteren prøver gennem teksterne sit jeg i sprogets praksis – dets holdbarhed, gyldighed og ukuelighed, og de bæres af og reflekterer en insisterende livskraft trods vanskeligheder med at komme overens med verden og placeringen i den.

Forfatteren er  født i Esbjerg i 1960, men har siden 1981 været bosiddende i Aarhus, afbrudt af rejser. Tidligere har han udgivet digtsamlingerne Levende Hegn (1996), Tillid, lidt til (2001) samt Ebbe og flod i mit hjerte (2003).