READ NORDIC: Dorthe Nors
Søndag 24. november 20198000 Aarhus C
Vi glæder os til at præsentere den danske forfatter Dorthe Nors, der vil samtale med Lise Vandborg, chefredaktør ved Litteratursiden. Sammen vil de tale om Nors’ forfatterskab, se nærmere på højdepunkterne, inspirationskilder og meget mere.
Dorthe Nors debuterede tilbage i 2001 med romanen Soul og har siden da udgivet ti bøger, deriblandt adskillige novellesamlinger såsom Kantslag fra 2008 og Kort over Canada fra 2018. Det er netop novellerne, som forfatteren nok er mest kendt for, og som skaffede hende sit store gennembrud i USA. I 2009 fik hun nemlig udgivet en novelle i magasinet Boston Review, hvilket førte til flere udgivelser i andre amerikanske tidsskrifter; det kulminerede i 2013, da hun fik udgivet novellen ”Hejren” fra Kantslag i The New Yorker som den første danske forfatter nogensinde. Siden da er hun også blevet nomineret til den prestigefyldte Man Booker International Prize for romanen Spejl, skulder, blink.
Nors er aktuel med novellesamlingen Kort over Canada, som blandt andet fører læseren med til Minneapolis, London, Los Angeles og Brooklyn, hvor man bliver præsenteret for karakterernes stormombruste liv; de står i situationer, de ikke selv kan kontrollere, mens de hænger i med neglene.
Arrangementet skulle have været afholdt på MIBpakhusene på Aarhus Ø, men vi har været nødsaget til at rykke det til Løve’s Bog- & Vincafé – vi beklager ulejligheden.
Éntre: 50 kr.. Billetter kan købes her.
Foto: Petra Kleis.
Arrangementet er støttet af Aarhus Kommune og Statens Kunstfond.