Prisaktuelle Kim Leine i Kakofoni

Torsdag 28. november 2013
Kl. 19:30 - 21:30
Entré: 40 kr.
Arrangør: Kakofoni
Nobelsalen, bygning 1485, lokale 123
Jens Chr. Skous Vej 7
8000 Aarhus C

Kim Leine debuterede i 2007 med romanen ”Kalak”, og siden har han udgivet tre romaner. Senest ”Profeterne i Evighedsfjorden” (2012), der handler om de første danske bosættelser i Grønland, og som er den første i en trilogi.

Ingen, der har læst eller oplevet Kim Leine, kan være overrasket over, at han i år vandt to priser; De gyldne Laurbær og nyligt Nordisk Råds Litteraturpris. Han har en evne, som sjældent ses, til at fortælle en god historie, og fortælle den på en måde, så man griner, når man burde græde. Hans nøgternhed er befriende og hans skrivestil ligefrem. Kim Leine har været igennem sin del af eventyrene i sit liv, og vi fra Kakofoni er meget glade for, at han vil komme og underholde os og jer med dem.

Til at introducere Kim Leine får vi besøg af Line Trankjær, der med udgangspunkt i sit speciale præsenterer spørgsmål om identitet og nationalitet i forhold til Kim Leines værker om Grønland og kort i forhold til udvalgte grønlandske forfatteres skildring af samme tematik. Er den grønlandske identitet i virkeligheden en konstruktion i forsøget på at skabe et nationalt fællesskab uafhængigt af det danske?