PERFORMANCELITTERATUR #4: Eva Tind, Martin Larsen og Gry Stokkendahl Dalgas

Onsdag 20. april 2022
Kl. 19:00 - 21:00
Gratis entré
Arrangør: Arkiv for fremført og performet litteratur
KUNSTHAL AARHUS
J. M. Mørks Gade 13, 8000 Aarhus

Med arrangementsrækken PERFORMANCELITTERATUR præsenterer foreningen Arkiv for fremført og performet litteratur en række forfattere og digtere, for hvem det at læse tekster op har betydning for deres skrivende virke og som udgør markante stemmer på den danske oplæsningsscene. Formålet er at sætte fokus på hvilke muligheder, hvilke udtryk og hvilket potentiale, oplæsningen som fremførelsesform rummer. Til arrangement nr. 4 præsenteres Eva Tind, Martin Larsen og Gry Stokkendahl Dalgas:

Eva Tind (f. 1974) er forfatter, billedkunstner, performancekunstner og filmskaber. Hun debuterede i 2009 med digtsamlingen do, for hvilken hun modtog Klaus Rifbjergs debutantpris for lyrik. Siden har hun udgivet flere romaner og digtsamlinger samt et portræt af stumfilmskuespillerinden Asta Nielsen. Senest udkom den biografiske roman Kvinden der samlede verden. Tind undersøger i sine skønlitterære værker identitetsdannelse og tilfældighedsprincipper i et forsøg på at nedbryde tabuer om race, køn og oprindelse.

Martin Larsen (f. 1969) er digter, oversætter, kritiker og redaktør på forlaget Basilisk. Han debuterede i 1997 med en diskette under titlen Tabula Rasa. I 2001 udkom hans lyrikdebut, Det stof alting er gjort af, som han modtog Klaus Rifbjergs debutantpris for. Siden har han bl.a. udgivet de eksperimenterende konceptværker Hvis krigen kommer, Hvis jeg var kunstner, Svanesøsonetterne og mastodontværket Monografier. Senest udkom Parasitsonetterne, hvor han undersøger tekstens indre og ydre netværksstrukturer og viser skønheden i dem.

Gry Stokkendahl Dalgas (f. 1990) er forfatter, skriveunderviser og foredragsholder. I 2019 udkom debutdigtsamlingen Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej, som hun modtog Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris for. Bogen skildrer digtjegets identitetsrejse fra mand til kvinde, og de samlende kræfter i værket er en stærk vilje til lykke, en lysende empati og en mission om at skabe plads til alle, der må opleve sig hensat til majoritetens udkantsområder. Den 31. marts udkom Grys anden bog Kudan: eller Kalven på forlaget OVBIDAT.

Arrangementet er gratis.

——————————————————————————————————

Oplæsningsarrangementerne er en del af projektet Performancelitteraturen: Scene og arkiv. Arrangementerne er støttet af Statens Kunstfond og Aarhus Kommune, og afvikles i samarbejde med Kunsthal Aarhus.