PERFORMANCELITTERATUR #3: CIA RINNE

Onsdag 23. februar 2022
Kl. 19:00 - 21:00
Gratis entré
Arrangør: Foreningen Arkiv for fremført og performet litteratur
KUNSTHAL AARHUS
J. M. Mørks Gade 13, 8000 Aarhus

Til det tredje arrangement i arrangementsrækken PERFORMANCELITTERATUR på KUNSTHAL AARHUS præsenteres den internationalt anerkendte digter, lyd- og performancekunstner Cia Rinne.

Dansk/svensk/tysk/finske Rinne (f. 1973) mestrer 10 sprog og arbejder i sine værker med, hvordan man kan flette sprogene sammen i visuelle og musiske sprogkompositioner. Både hendes tekster og hendes oplæsninger undersøger, hvad der sker, når nationalsprogenes grænser opløses, og hvordan ordenes betydning kan forskyde sig og mutere, så der opstår nye betydningsmæssige sammenhænge.

Til arrangementet d. 23. februar vil Rinne fremføre nogle af sine sprogkompositioner. Derudover vil hun indgå i en samtale om forfatterskabet, om oplæsningens betydning og om poesiens lydlige aspekter med musiker og forfatter Jakob Schweppenhäuser, der også er ph.d. i Nordisk Sprog og Litteratur med afhandlingen ’Mere lyd! – ny dansk lydlig lyrik’.

Arrangementet er gratis og finder sted i KUNSTHALLENS café.