Oplæsning i Paradis #4
Onsdag 28. august 20138000 Aarhus C
Jan Sonnergaards debut “Radiator” udkom i 1997, og han blev hurtigt udnævnt til talsperson for en ny, rå halvfemserrealisme. “Radiator” udgør første del af en novelletrilogi, hvor Sonnergaard tager fat i det Danmark der i halvfemserne stod i kassekøen i Netto og var på overførselsindkomst, mens de levede i konstant angst for social udstødelse. I 2009 kom Sonnergaards første roman, “Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom”, der er et portræt af ti-året inden, nemlig den æra, Sonnergaard selv voksede op i: 1980’erne. Senest har han udgivet novellesamlingen ”Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer”.
Anders Abildgaard er digter og forfatter. Han er BA i Litteraturhistorie og er uddannet fra Forfatterskolen 2004. Hans seneste digtsamling “Din fjendes fest” (2013) bevæger sig blandt andet gennem og i forhold til blindhed og kannibalisme; synligt og sigeligt, vi og jeg; idyl og katastrofe; viden og ikkeviden; børn og voksne; talsmænd og dyr; maskiner og sukker; udspaltninger og afsmitninger; lys og mad; hjerner og tarme; huller og brud.
Mads Mygind udgav i 2010 pamfletten “Tilbage er et sart pulver af oprør” og debuterede i 2011 med digtsamlingen “Før vi har set os omkring”, begge på forlaget Edition After Hand. Han har modtaget legater fra Statens Kunstfond, Statens Kunstråd og Aarhus Kommune for sine værker, og er selv en anerkendt oplæser med sin rytmiske, tempofyldte oplæsningsstil.
Mellem hver forfatters oplæsning vil der være mulighed for at forsyne sig i baren.