Olga Ravn i Kakofoni
Torsdag 16. november 20178000 Aarhus C.
Oplæsning og samtale med Olga Ravn om hendes seneste digtsamling Den hvide rose.
Olga Ravn (født 1986) uddannet fra forfatterskolen i 2010 debuterede i 2012 med digtsamlingen Jeg æder mig selv som lyng.
Hendes første digtsamling var en sprogfokuseret og poetisk undersøgelse af hvordan det er at have en pigekrop i samfundet. Med tekster om fx menstruation, abort, reklamepigebørn, familierelationer og kærlighed der stod i relation med forfattere som Gertrude Stein og Tove Ditlevsen gjorde den sig bemærket på den danske litteraturscene.
Siden sin debut i 2012 har hun udgivet chapbooken Mean Girl i 2014, som senere blev oversat og udgivet i Norge af det anerkendte Flamme Forlag. Og i 2015 blev romanen Celestine udgivet og som hun vandt Michael Strunge Prisen for samme år. Celestine er en bog fedtet ind i gengangeri, pommes frites, mayonnaise. Den er både gotisk og glimmerende poppet i sin stil. Den er også en fortælling om en efterskolelærer der prøver at finde sin plads i livet, kærligheden og i sin familie. Romanen lader smukt det voksne skilsmissebarn og spøgelset Celestine mødes så at de kan spejle sig i hinanden og finde en fælles styrke, en fælles identitet som hjemsøgeren.
Til denne aften vil Olga Ravn læse op af hendes nyeste udgivelse Den Hvide Rose der udkom i sensommeren 2016. Den består af 160 små digte der hver er fem linjer lange. Det er en digtsamling der handler om når kærligheden har vendt vrangen ud på sig selv og blevet til pleje.
I digt 11 står der:
”Hvordan kan man elske
den syge
andet end lydigt
det lydige er
en uset blomstring”
Igennem en vævning af et fastlagt poetisk materiale af hvide roser, en kugle af pink papir, cigarretter, sæd, olie, græs og fedt gøres den lydige kærlighed synlig for os – den får en messende stemme. En stemme der fortæller om kærligheden der ønsker at ødelægge sig i kærlighedens arbejde. Det er en smuk og hård digtsamling, det er en digtsamling som brænder. Den udforsker rosen som billede, tager den ud af sin kliche og genskaber den som et sted hvor smerten og omsorgen kan være. Den spørger os:
”Hvor går den syge hen
når han går
fra mig
hvor hviler
den hvide rose”
Arrangementet er støttet af Statens Kunstfond.