Mød Lenin i Botanisk Have

Torsdag 30. marts 2017
Kl. 17:30 - 18:30
Entré: Gratis, alle er velkomne
Arrangør: 365TEKSTER
Væksthusene og Botanisk Have
Peter Holms Vej
8000 Aarhus C
Vær med, når 365TEKSTER udgiver Carsten René Nielsens nyskrevne tekst ”Lenin” på en ordbænk i Botanisk Have som en del af det store litterære kortlægningsprojekt ATLAS OVER AARHUS, som er et de strategiske projekter under Aarhus 2017 – Europæisk Kulturhovedstad.

Teksten handler om Vladimir Iljitj Uljanov, eller Lenin, som man – skriver forfatteren – nærmest ikke kunne undgå at møde i Øgadekvarteret i 1970’erne. Kom og find ud af, hvorfor Lenin endte på bænken i Botanisk Have!

Udgivelsen markeres med en kort parkvandring, oplæsning af forfatteren og et afsluttende ”fællesmøde” ved bænken, hvor vi vender verdenssituationen over en lunken guldøl – i øvrigt i fornemt litterært selskab med Steen Steensen Blichers statue.

Vi mødes ved indgangen til Væksthusene i Botanisk Have, Peter Holms Vej 8000 Århus C og følges herfra til bænken.

OM PROJEKTET
ATLAS OVER AARHUS er en stor litterær kortlægning af en by, der ikke står stille. Både danske og udenlandske forfattere skriver den nye Aarhus-litteratur, som vi sørger for, at du kan møde på uventede steder i byens mange rum – bl.a. på husmure, pizzabakker, indkøbsnet, bænke, badges og bycykler.

Bag ATLAS OVER AARHUS står foreningen 365TEKSTER, som arbejder målrettet for at få kvalitetslitteratur ud på nye og overraskende måder.