Lyd, grafik og sprog mødes på Godsbanen
Fredag 11. januar 2013
Kl. 16
Entré: Gratis
Arrangør: Udgiverne og Kunsttidsskriftet ARK
Godsbanens Foyer
Udgivelsen SALTÖ er en lydlig, grafisk og sproglig fortælling om en ø skabt i et samarbejde mellem tonekunstnerduoen Kolonihaven Unikum (Christian Windfeld og Anders Ørbæk), billedkunstneren Peter Ole Petersen og lyrikeren Rasmus Klitgaard Hansen.
På den affolkede ø, Saltö, i Kosterhavet ved Sveriges veskyst har tonekunstnerduoen ladet sig inspirere til improvisationer på præpareret flygel, slagtøj og vand. Forholdet mellem musikken, øen og naturen er således blevet det centrale element i den ledsagende lyrik og træsnittene, der er snittet ind i et gammelt, demonteret klaver.
SALTÖ udkommer som en særudgave af Kunsttidsskriftet ARK og der vil i den forbindelse være en udstilling i Godsbanens Foyer med fernisering fredag d. 11. januar 16.00.