Litteratur i træerne
Søndag 12. juni 2016Peter Holms vej
Litteratur i træerne er en lydudstilling, der, som en del af ATLAS OVER AARHUS, har til formål at trække litteraturen ud af dagligstuerne og intimsfæren og i stedet ud i verden blandt mennesker. Højttalere i udvalgte træer i Botanisk Have vil en enkelt søndag eftermiddag i juni afspille oplæsninger af tekster skrevet som en del af den litterære kortlægning ATLAS OVER AARHUS, og havens besøgende vil kunne bevæge sig rundt i forskellige litterære verdener.
Hensigten med udstillingen er at vise, hvordan litteratur kan mere og andet end at være en indadvendt individuel oplevelse, og er noget vi kan give og dele med hinanden. Det er en litterær lydudstilling, hvor teksterne svæver ned over lytteren fra trækronerne og trækker på den måde litteraturen ud i det offentlige rum og gør læseoplevelsen social og inkluderende. Udstillingen udfordrer måden, hvorpå vi sanser og oplever tekster.
De udvalgte tekster – skrevet af bl.a. Mads Mygind, Louise Juhl Dalsgaard og Mette Østgaard Henriksen – beskriver forskellige bydele i og omkring Aarhus, forskellige mennesker, forskellige udsyn og teksternes mangfoldighed understøttes af de mange forskellige oplæserstemmer.
Litteratur i træerne er et eksamensprojekt på kandidatuddannelsen i litteraturhistorie på Aarhus Universitet, der forhåbentlig skaber ringe i vandet og bliver til semipermanente interaktive lydudstillinger rundt omkring i Aarhus by- og naturbillede.
Læs mere om ATLAS OVER AARHUS på www.365tekster.dk.
Find os på facebook: www.facebook.com/litteraturitraeerne
Find os på instagram:
www.instagram.com/litteraturitraeerne