Litterær samtale – Det nye menneske i litteraturen
Mandag 1. juli 20138000 Aarhus C
Under overskriften Det nye menneske i litteraturen indbyder Aarhus Litteraturcenter i samarbejde med forfatter Ida Marie Hede og lektor Mads Rosendahl Thomsen til litterær samtale på Godsbanen.
Med Ida Marie Hedes Det kemiske bryllup, der udkom i foråret 2013, som det konkrete udgangspunkt og med reference til det 20. århundredes litterære evolution, kommer aftenen til at forme sig som en blanding af oplæsning, oplæg, samtale og diskussion.
En afsøgning af begreber som identitet, hybriditet og det posthumane sættes som pejlemærker for denne litterære samtale.
“Den strømløse højttaler står alene som en nedslidt, gotisk landsbykirke; den troner i en lysning omgivet af plantager og sortgrønne træer.
Det knager fra maskinens basenhed.
Det sorte klædestof buler ud.
Det hvisler fra de gamle plasticsammenfatninger.
Den tomme elektronik vånder sig; sure ølsjatter siver ud af polymembranerne.
Søstrene Genesse og Caresse fødes spontant ud af maskinens midte, ud af dens ekko af fortidens smæk, beats og hvirvlen.”
– uddrag fra Det kemiske bryllup
Ida Marie Hede er MA i Aural and Visual Culture fra Goldsmiths College og mag.art i kunsthistorie fra Københavns Universitet. Desuden er hun dimittend fra Forfatterskolen i 2008. Ida Marie Hede debutterede med tekstsamlingen Seancer i 2010 (Anblik) og er aktuel med Det kemiske bryllup (Gyldendal), der udkom i foråret 2013.
Mads Rosendahl Thomsen er lektor ved Institut for Æstetik og Kommunikation – Litteraturhistorie på Aarhus Universitet. Han beskæftiger sig i sin forskning med områder som litteraturhistoriografi, verdenslitteratur, globalisering, identitet og modernitet. Mads Rosendahl Thomsen har tidligere bl.a. udgivet Mapping World Literature: International Canonization and Transnational Literatures (Continuum International Publishing Group Ltd) fra 2008. Han er snart aktuel med bogen The New Human in Literature: Posthuman Visions of Change in Body, Mind and Society after 1900 (Bloomsbury Publishing), der udkommer i november 2013.
Sted: find Vogn 1 via dette kort