LiteratureXchange
Søndag 20. juni 2021LiteratureXchange er en international litteraturfestival, der finder sted fra d. 10./6. til og med d. 20./6.
På festivalens sidste dag kan du bl.a. glæde dig til at høre Aarhus’ fribytterforfatter, Milagros Socorro. Hun beskæftiger sig med tunge og yderst relevante emner som fattigdom, systemkritik, magt og demokrati, og lever derfor i eksil i Danmark lige nu. Hendes roman, ‘Længsel efter tamarinden og andre fortællinger fra Venezuela’, beskriver forfatterens egen opvækst, familiens deroute og leverer et portræt af hjemlandet Venezuela. Kom og bliv klogere, når Mille Rode fra Dansk PEN taler med hende om ytringsfrihed og om det at skrive i eksil. Arrangementet foregår på engelsk.
Derudover har du lørdag den sidste chance for at deltage i vores litterære gådejagt ‘Hvor gik Nora hen’, som tager dig rundt på Aarhus Havn. Gåderne trækker tråde fra Henrik Ibsens drama ‘Et dukkehjem’ og ud i aktuelle diskussioner om lighed. Forhåndskendskab til værket er ikke en forudsætning, og selv om gådejagten primært er tiltænkt unge og voksne, er børn også meget velkomne.
For fuldt overblik over hele lørdagens program, klik her.
Foto: Andreína Mujica