Runa Marie Luth: Kelly (Det københavnske forlag Cris & Guldmann, 2019)

Vi kommer helt ned i detaljerne i Runa Marie Luths tekster. Med næsen helt nede i den klistrede æggeblomme, det stinkende fluelig og den kolde, våde snedrive skriver hun en virkelighed frem, der går tæt på både kroppe og sind hos hendes karakterer.
Debutværket Kelly (2019) er et sansechok og en beretning om at finde og give kærlighed.

Anna Rieder: Hindebæger (Forlaget Arena, 2020)

Anna Rieders debutdigtsamling Hindebæger er smukke, ømme og skarpt registrerende digte, der kredser om kærlighed og sygdom, om at tabe sit sprog og skrive sig frem til et nyt, om at genforankre sig i en verden som er gået i stykker. De handler om Amager Fælled, hospitalet og psykiatrien, om at være sårbar og gennemstrømmet, om de mindste sansninger og gøremål, om at åbne sig og bære sin skrøbelighed med sig; om at finde på nye måder at navngive verden og sig selv, medpatienter og venner; om naturens og sprogets porøse former.

Deniz Kiy: BLÅ ØJE (TÜRKÜ) (Gyldendal, 2021)

BLÅ ØJE (TÜRKÜ) er et syngende sorgskrift, en fortælling om hvordan traumatiske erindringer nedarves gennem generationer. Med digtsamlingen fremskriver Deniz Kiy et omsorgsrum for og et hjem til de fordrevne og forstummede stemmer og kroppe. Bogen er et stærkt opgør mod de blå øjnes blik – fremmedhadets retorik.

Rasmus Daugbjerg: Rygtet (Møllegades Forlag, 2021)

En fremmed ankommer til en navnløs by, og straks slippes rygtet løs. Rygtet er fortalt fra rygtets perspektiv. Den fremmede bliver gjort til genstand for byens had, kærlighed og venskab. Rygtedannelsen intensiveres og byens uhyrlige fortid dukker op som uhyggelige skikkelser og mærkelige hændelser. Der er djævle, præster, skovens mund, levende døde og giftige bær. Sproget i Rygtet er poetisk og fortættet. Det er mystisk og trodsigt. Rygtet handler om magt, om at fortælle andres historier og om den smukke og voldelige melodi, som rygter er.