KULTUR BUNKER: Tænketanken “Efter Hånden”

Torsdag 26. september 2013
Kl. 11:00 - 17:00
Gratis entré
Arrangør: Foreningen Skjulte Steder
KULTUR BUNKER
Regenburgs Plads v/ Silkeborgvej 48
8000 Aarhus C

Tænketanken: “Efter Hånden”

I Aarhus ligger ca. 300 rør- og kuppelformede bunkere skjult under jorden, og kun ganske få af dem har hidtil været brugt sporadisk. Disse rum fra Anden Verdenskrig og koldkrigsårene inviterer til at blive inddraget som en del af byens identitet. Derfor vil KULTUR BUNKER som et eksperiment udnytte de rå betonbunkere som et arkitektonisk eksperimentarium til bl.a. koncerter, udstillinger, café, teater og digtoplæsning.

Formålet er at finde ud, hvordan vi fremover kan bevare og bruge bunkerne til nytænkende kulturtiltag og nye sociale rum.

23.9-26.9 inviterer foreningen Skjulte Steder til arrangementet KULTUR BUNKER: Tænketanken “Efter Hånden”- et virtuelt refleksionsrum om et scenarie hvor ’hånd-skriverne’ må gå under jorden.

Dato og tid for tænketanken: 

Mandag 23.sept. kl. 14 -17
Tirsdag 24.sept. kl. 14 -17
Onsdag 25.sept. kl 17 – 20
Torsdag 26.sept. kl. 11- 17

Projektet tager udgangspunkt i den kæmpe store flaskepost REMIND, der var udstillet på Sculpture by the Sea i sommeren 2013. Flaskeposten indeholdt et håndskrevet budskab med teksten ”jeg er, altså skriver jeg.” Budskabet minder om Descartes’ kendte ’jeg tænker, altså er jeg.’ Projektet undersøger håndskriften, stofligheden og selve det, ikke at kunne få alt med på sin smartphone i en fart. Er der noget grundlæggende menneskeligt i at kunne meddele sig gennem håndskriften? Hvilken betydning har forskellige kommunikationsformer for vores forhold til os selv og hinanden?

Der er mulighed for at møde Vibeke Nørgaard Rønsbo og høre om flaskepostens videre færd. For i uge 39 går Vibeke under jorden og arbejder i kridt og vand med at forvandle rør-bunkeren til en installatorisk og publikumsinvolverende ’tænketank.’ Med rod i den fysiske oplevelse af bunkeren og den historie den bærer, inviteres publikum til at give tankerne om fremtidens digitale samfund vinger.

Kom og vær med:
skriv på – din frygt og dine bekymringer – dine håb og drømme – om hvorvidt – og hvordan mangfoldigheden får en stemme i digitaliseringen.

Alle er velkommen: store og små, børn og voksne, unge og gamle.
Hermed startes indsamlingen af indlæg til en kommende Artist-book i samtidskunstprojektet: ’Jeg er, altså skriver jeg’

Tidligere udgivet bogværk: ’Efter Hånden’ og nummererede signerede modelflasker af ’Remind’ vil kunne købes på stedet.