Kritikersalon med Morten Chemnitz
Onsdag 21. september 2016
8000 Aarhus C
Aarhus Litteraturcenter og Litteraturen på Scenen indbyder til KRITIKERSALON /////7 onsdag den 21. september kl. 20:00. Morten Chemnitz nyudkomne digtsamling, Bindingerne, er omdrejningspunktet denne aften – for oplæsning, kritik og samtale.
Salonen kommer til at bestå af
- Oplæsning af Morten Chemnitz
- To bud på læsninger af Bindingerne v. salonens kritikerpanel
- Samtale om Bindingerne – alle, der lyster, taler med
Aftenens forfatter:
Morten Chemnitz (f. 1984) er aktuel med digtsamlingen Bindingerne, hvor han igen arbejder med et sprog, hvor udsagnsordene og handlingerne er underordnet alle de små ord, der placerer landskabets elementer i forhold til hinanden. Det er igen naturlyrikken, der er i centrum, men prosadigtene er blevet længere selvom de stadig indfanger et roligt men flimrende landskab, hvis elementer – bregner, blade, træer, sandbanker hav, den slags – kombineres med et utal af afdæmpede farver.
Morten Chemnitz debuterede i 2013 med digtsamlingen Inden april, der gav naturlyrikken et comeback i dansk litteratur. Med en enorm omhu i sproget og ordvalget og en enkelthed i valget af ord, bragte han sine læsere tættere på sansningen og naturen. Man nærmest så havet og solen for sig, fordi sætningerne ikke ragede op og skyggede for udsigten.
Aftenens Kritikerpanel:
- Mads Mygind, digter og arrangør ved Litteraturen På Scenen
- Theis Ørntoft, digter, uddannet på Forfatterskolen i 2009
Aftenens moderator:
- Christian Djurhuus er leder og underviser på Skrivekunstskolen i Aarhus
—
Kritikersalon på Godsbanen er blevet til i et samarbejde mellem Aarhus Litteraturcenter og Litteraturen på Scenen og er støttet af Aarhus Kommunes Kulturudviklingspulje.