Kan skønlitteraturen gøre os sundere?
Mandag 24. april 2023
8230Åbyhøj
På SDU i Odense undervises de lægestuderende i et fag, der hedder Narrativ Medicin, og der forskes på livet løs i noget, der kaldes Sundhedshumaniora.
Kernen i undervisningen er en idé om at nærlæsning af skønlitterære tekster og fordybelse i kunst om svære emner, gør de studerende bedre til at lytte, forstå og præcist gengive det, som patienterne fortæller. Dermed kan det i sidste ende give bedre og mere effektiv behandling.
På SDU forskes der også i spørgsmålet om, hvordan læsning af skønlitteratur kan give livskvalitet og meningsfuldhed i tilværelsen. Foredraget præsenterer resultater fra et projekt om højtlæsning for mænd i pensionsalderen: “Læs som mand!”
Professor Peter Simonsen vil give eksempler på skønlitteratur brugt i undervisningen og beskrive, hvordan undervisningen foregår i praksis.
Foredraget er en del af Forskningens døgn – en landsdækkende videnskabsfestival, der skaber mødesteder mellem forskere og borgere.