Godnatkoncert

Torsdag 5. oktober 2023
Kl. 20:00 - 21:00
Entré: Gratis - kræver tilmelding
Arrangør: Viby Bibliotek i samarbejde med Lyd+Litteratur Festival
Salen, Viby Bibliotek
Skanderborgvej 170
8260 Viby J
Godnatkoncert med Adda Djørup og Mark Solborg i samarbejde med Lyd+Litteratur Festival

Forfatter Adda Djørup og guitarist Mark Solborg har samlet inspiration fra vuggeviser, fantastisk litteratur, hymner, film noir, m.m. til en godnatkoncert for voksne der integrerer tekst, sologuitar og elektronik.
Det er blidt, blødt, sært, sorgfuldt, sjovt, be- og foruroligende.

Godnatkoncerten er et skønlitterært og musikalsk koncertformat, som består af en række nyskrevne godnathistorier for voksne.

Novellerne kan genremæssigt placeres i den fantastiske genre og tematiserer overgangen fra den vågne tilstand til den sovende. Det er roligt og afdæmpet – men hverken ufarligt eller uden suspense.
Musikalsk er der tale om intime vuggeviser og hymner for sologuitar og elektronik; et cinematisk univers, der minder om, at drømme kan være både søde og skræmmende, og at vi aldrig, når vi lægger hovedet på puden, ved, hvad der venter os i søvnen.

Adda Djørup (f.1972) skriver prosa, lyrik og dramatik. Hendes arbejde er gennem de sidste år blevet rost for sin bidende humor og integritet. Hun har bl.a. modtaget Kunstfondens pris for nyudgivelser, Kunstfondens 3-årige arbejdslegat, EUs Litteraturpris og Dansk Litteraturpris.

Mark Solborg (f.1972) er komponist, guitarist og kapelmester. Han modtaget omfattende international anerkendelse for sine værker og koncerter, i 23 lande, inden for jazz og samtidsmusik. Han har desuden arbejdet med musik til film og teater. Bl.a. m. Teatergruppen Flyvende Grise, Tue Biering, Ditte Haarløv Johnsen, Cinemateket o.a.
Varighed: 45 minutter uden pause.

Lyd+Litteratur Festival medbringer godnat-the og et begrænset antal liggeunderlag. Gratis entré.

Godnatkoncerten er støttet af Statens Kunstfond
Foto: Esben Bøg jensen