Forfattergudstjeneste med Dy Plambeck
Onsdag 25. februar 2026
8000 Aarhus
Forfatter Dy Plambeck vil til denne særlige gudstjeneste prædike over den legendariske fortælling om Jesus’ fristelse i ørkenen, hvor djævelen forsøger at lokke ham til at underkaste sig hans domæne.
Både forfatter Dy Plambeck og sognepræst ved Vor Frue Kirke, Ane Ørgård Bramstoft er i disse år dybt engagerede i oversættelsen af Bibelen og arbejder i øjeblikket med Matthæusevangeliet.
Plambeck og Bramstoft vælger i fællesskab salmer til forfattergudstjenesten og opbygger gudstjenesten over de traditionelle gudstjenestelige elementer. Plambeck skriver og afholder prædiken og vil bidrage med såvel bønner som salmetekster.
Efter gudstjenesten spiser vi sammen i foyeren på Godsbanen, hvor Restaurant GODS har dækket op til fællesspisning ved et langbord. Der er sodavand/vand med i prisen. Man kan købe øl og vin i restauranten.
Den efterfølgende forfattersamtale inddrager publikum og omhandler såvel Dy Plambecks forfatterskab som det særlige møde, der kan opstå, når en forfatters stemme indgår i en klassisk gudstjeneste i et for gudstjenesten fremmed rum. Samtalen modereres af journalist og forfatter, Puk Qvortrup.
Tak til Statens Kunstfond og Nordea-fonden for støtte.
Foto: Sara Galbiati






