Forfattereftermiddag med Signe Holm

Fredag 14. april 2023
Kl. 15:30
Gratis entré
Arrangør: Skrivekunstskolen
Vogn 1, Godsbanen
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus
Skrivekunstskolen inviterer til forfattereftermiddag med Signe Holm med oplæsning fra Holms debut “Godset” og samtale om bogen med skolens lærer Christine Piil.
Oprindeligt fra Studstrup er Holm nu bosat i Oslo. Hun er uddannet fra Forfatterstudiet i Bø, Skrivekunstakademiet i Hordaland og Litterär Gestaltning i Göteborg. Med romanen “Godset” markerer hun sig som en moden og dristig debutant.
“Godset” er en stor og kraftfuld roman om en navnløs kvinde og hendes relation til en øgle, en krabbe og et barn. Den udspiller sig i kroppen og i den danske provins, hvor hun er taget hjem efter sin brors selvmordsforsøg. Herfra forsøger hun at finde ud af, hvad der er sket, hvorfor det som sker sker, og hvad noget i det hele taget har med hende at gøre.
Uddrag fra bogen:
En fremmed dukkede op ved godsdøren med et barn i maven.
Tag det, sagde hun. Det er ikke mit, sagde jeg, jeg kan ikke tage vare på noget som helst og desuden kan man ikke bare lægge ting fra sig, der hvor det passer en. Tag det, bad hun, tag livet.
ER DET OVERHOVEDET
NOGENS
AT BEHOLDE
Arrangementet er støttet af NORLA og er gratis. Det afholdes på Skrivekunstskolen i vogn 1 på Godsbanen.