Forfatteraften på Fairbar: Overgange og Forandring
Tirsdag 29. marts 20168000 Århus C
Velkommen til en aften i litteraturen og musikkens tegn. Fairbar får besøg af Daniel Boysen, Sebastian Bune og Dea Sofie Kudsk, der vil læse op af deres værker over temaet ‘Overgange og Forandring’. De vil være ledsaget af skønne toner fra duoen Nyby, der består af Ole Koefod Larsen og Simon Pehrson Balvig.
Daniel Boysen
Daniel Boysen (f. 1986) skriver ofte om forandringer i den menneskelige psykologi i en naturvidenskabelig sammenhæng. I 2015 fik han udgivet digtsamlingen, RØNTGEN, på Det Poetiske Bureaus Forlag. I februar 2016 udgav han den anmelderroste roman, Fordi ilden er vores, på forlaget Jensen & Dalgaard, som bl.a. har fået 6 stjerner i Fyens Stiftstidende. Romanen handler om en opvækst, der pludselig vendes på hovedet og om, hvordan familiens nedbrud åbner op for huller i tilværelsen, der skal udforskes og fyldes på forskellige måder.
Han er desuden trykt i litteraturmagasinerne Slagtryk, (det svenske) Floret og (det norske) KAMILLA – samt antologierne KLYNGER (Forlaget SPOR) og OEHL #2 (Forlaget Ekbátana).
Ud over sit forfatterskab er han ansat som litteraturformidler på Dokk1, han er arrangør og frivillig daglig leder af Litterær Lounge, samt chefredaktør hos MODSPOR.
Sebastian Bune
Sebastian Bune (f. 1985) har udgivet digtsamlingen, Nomadesind (2014), på Jorinde & Joringel. Han skriver ofte om overgangen fra barn til voksen med udgangspunkt i en barndom i en kulturelt, sprogligt og racemæssigt blandet familie hvor normalitetsbegrebet har været en udfordring i forfatterens opvækst.Han er trykt i flere tidsskrifter bl.a. Dansk Noter, (det svenske) Floret og (det norske) KAMILLA.
Lige nu arbejder han på sin første roman, Kolossen, der udkommer i september 2016 på Lindhardt og Ringhof.
Dea Sofie Kudsk
Dea Sofie Kudsk (f. 1990) – skriver kortprosa og digte, nogle gange kombineret med tegning, der har været bragt i Hvedekorn, på Slagtryk og Floret. Teksterne drejer sig især om at være steder og mellem steder og rejsen forstået som tilstand snarere end afstand.
NyBy
NyBy er en duo fra Aarhus, der skriver egne numre og leger med improvisation. Da de kun er 2, er der plads til at gribe mulighederne i luften mens de opstår, og det giver et intenst sammenspil. Musikken bærer et roligt præg, som man kan læne sig tilbage og nyde i disse kolde tider.