Forfatteraften med Naja Marie Aidt
Mandag 3. december 2012Skovgaardsgade 3-5
8000 Aarhus C
Kom indenfor til en hyggelig aften med Naja Maria Aidt, der læser op fra sin romandebut STEN SAKS PAPIR. Der er lidt vådt og tørt til rimelige priser i Aarhus Folkekøkken, og der vil efter oplæsningen være spørgsmål fra publikum og samtale med Aidt.
STEN SAKS PAPIR er en af de mest roste romaner i 2012 og er en nådesløs livsskildring om mænd og den vestlige kulturs myter om mænd, fædre og sønner. Om social opstigning, kærlighed, jalousi og hævn. Om vold. Om familier. Og om poesien som helende kraft. En stor roman om at forsøge at være et ordentligt menneske og om at fejle.
Litteraturcentrets Maria Louise Christensen skriver om STEN SAKS PAPIR: ”Thomas er egentlig glad for sit liv. Han går op i sit arbejde og bor i en dejlig lejlighed med kæresten Patricia, der brændende ønsker sig et barn. Trods den vanskellige og kærlighedsløse barndom virker Thomas selvsikker og fremstår som en succesfuld modsætning til sin usikre, følelsesladede søster, Jenny, der aldrig har taget en uddannelse. Jenny er arbejdsløs og bor alene med teenage-datteren Alice i en lille lejlighed i byens betonkvarter. Efter faderens død bliver Thomas konstant nødt til at være trøsteren, der forholder sig til Jennys sorg, mens han selv mener at være hævet over irrationelle følelser og romantiserede forestillinger om faderen og deres barndom. Alligevel udløser faderens død en række begivenheder, der kommer til at forandre Thomas’ liv.” (Jyllandsposten 16/9 2012)
Siden debuten i 1991 med digtsamlingen Så længe jeg er ung, har Aidt i et enkelt, intenst sprog markeret sig som en af de mest læste forfattere i sin generation. Foruden en lang række digtsamlinger, senest Alting Blinker (2009) og før den, Poesibog (2008), der er trykt i 7000 eksemplarer, har hun udgivet noveller, Vandmærket (1993), Tilgang (1995) og Bavian (2006), som hun modtog Kritikerprisen og Nordisk Råds Pris for.