Forfatteraften – Jonas Eika
Onsdag 29. maj 20198000 Aarhus C
Samfundets sammenbrud og håb i litteraturen
Hvordan begår vi os som mennesker i en verden hvor klimaet og de politiske systemer er ude af kurs? Og kan det at skrive nye, anderledes tekstuniverser være med til at skabe håb for fællesskaberne i fremtiden?
Kom med til forfatteraften med Jonas Eika, hvor vi med udgangspunkt i hans bog Efter Solen,
snakker om litteraturen, samfundet og mennesket.
Forlaget skriver om Efter Solen
På en strand under Krebsens vendekreds vandrer unge drenge rundt og udfører services der er afledt af solen, mens de konspirerer om hvordan de kan løsrive sig fra dens magt. I København misser en IT-konsulent sit arbejdsmøde og lader sig i stedet forføre af en bleg, ung mand der indvier ham i derivathandlen, en spøgelsesøkonomi der har overtaget den finansielle styring. En gammel mand i sorg forelsker sig i en fremmed genstand i ørkenen; mens hans kone er til koncert i Las Vegas forsøger han at forene sig med den. I noget man kunne kalde London prøver tre mennesker på at være en familie, men presses af afhængighed, økonomi og det barn der er på vej.
Vidende eller uvidende deltager de alle sammen i afviklingen af denne verden, i forberedelsen til den der skal komme.
Bogen har blandt andet vundet Montanas Litteraturpris
Om Jonas Eika (født 1991)
Jonas Eika er repræsentant for en helt særlig stemme af nye forfattere, der beskæftiger sig med sammenspillet mellem sammenbrud og genopbygning af samfundet. I 2015 debuterede han med Lageret, Huset, Marie hvor han med sin helt egen stil skriver om lagerarbejde, steder og hengivenhed til et andet menneske.
Arrangementer er gratis og det er støttet af Statens Kunstfond