Foredrag – Dan Turèlls pladesamling
Torsdag 8. september 20228210 Aarhus
Da Dan Turèll (1946-1993) var en stor knægt i 1950’ernes Vangede, hørte han i radioen en sang med Sister Rosetta Tharpe & Marie Knight, ”Didn’t It Rain”. Med hans egne ord sendte sangen ham ”tværs op gennem loftet”, og kort tid efter investerede han sine konfirmationspenge i en grammofon og en plade med pianisten Thelonious Monk. Fra den dag var jazz – og senere rock – lydsporet til hans liv (og en bestemmende faktor for forfatterskabet).
I dag befinder Dan Turèlls efterladte pladesamling sig hos Lars Movin, forfatter, foredragsholder og formand for Dan Turèll Selskabet. Og til denne musikalske rejse gennem Turèlls forfatterskab vil han medbringe nogle håndfulde eksempler, spille udvalgte numre (direkte fra de autentiske vinyler) og fortælle anekdoter. Som et spin-off af sit arbejde med pladesamlingen udsendte Movin i 2019 på Forlaget Spring antologien Beat – et liv med musik, 1969-1979, et udvalg af Turèlls skriverier om beat/rock i 70’erne.
Lars Movin:
Forfatter og dokumentarfilminstruktør. Født 1959. Har siden 1990 udgivet mere end tredive bøger, heriblandt Udspil – samtaler med Torben Ulrich (2004), Beat – på sporet af den amerikanske beatgeneration (2008), Downtown – en New York-krønike (2010), Dan Turèll – hele historien (sammen med Asger Schnack & Steen Møller Rasmussen) (2015), Synets galaxer – maleren Erik Liljenberg (2017), Færgen er i havn om få stavelser – Jens Birkemose og Dan Turèll (2019) og Allen Ginsberg i Danmark (2019) (de tre sidste alle med relation til Dan Turèll). Hertil kommer en række dokumentarfilm, heriblandt Onkel Danny – portræt af en karma cowboy (2002) og Words of Advice – William S. Burroughs on the Road (2007) (begge i samarbejde med Steen Møller Rasmussen).
Billetter kan bestilles her.