EMOJIS ved Tina Thode Hougaard

Fredag 19. februar 2021
Kl. 14:00 - 16:00
Gratis entré
Arrangør: Nordisk Seminar
Zoom: https://aarhusuniversity.zoom.us/j/4798495088

🙂 – vi bruger dem alle sammen hver dag, men hvad ved vi egentlig om dem? Hvad er de, hvad kan de, og hvad har de gjort ved vores måde at kommunikere på? Betyder det nye sprog, der udvikler sig på de sociale medier, at også hverdagen som lingvist forandrer sig? Det vil vi forhåbentlig blive klogere på i denne omgang af Nordisk Seminar, hvor Tænkepause-aktuelle Tina Thode Hougaard kommer forbi til en eftermiddag om emojis.

Emojis kan udtrykke noget, som ord ikke nødvendigvis kan, og de bruges efterhånden i alle typer beskeder, sjove som sørgelige. Vi sender på globalt plan flere milliarder emojis om dagen via sociale medier, og mængden af emojis, vi kan vælge imellem, er vokset eksplosivt, siden det lille billedikon så dagens lys. I dag skal emojis kunne bruges af alle og derfor også rumme alle ved at repræsentere alt fra forskellige hudfarver, køn og identiteter.

Tina Thode Hougaard underviser og forsker i retorik og sprog på sociale medier på Afdeling for Nordiske Studier og Oplevelsesøkonomi på AU og udgav i december 2020 en Tænkepause om netop emojis.

Grundet de aktuelle covid-19 restriktioner afholdes denne installation af Nordisk Seminar via zoom. Arrangementet er åbent for alle interesserede.