Caspar Eric (f. 1987) er cand.mag i Litteraturvidenskab fra København Universitet. Han har udgivet to digtsamlinger på Gyldendal. Selvom disse digtsamlinger var det første indblik, som den brede befolkning fik i hans forfattervirke, så er 7/11 (2014) og Nike (2015) ikke, hvad man kan kalde hans første udgivelser.
Caspar Eric gjorde sig, længe før sin boglige debut, bemærket i det litterære miljø med bloggen ”Fragmenter imod et kulturelt arkiv” der med sin umiddelbare, hurtige og løse korrekturlæsning udnyttede internettets hastighed og form med et litterært projekt for øje. Bloggen led også en sand internetskæbne, da den blev deaktiveret og to års produktion forsvandt.

Ofte når der tales om digteren Caspar Eric tales der om internetpoesi eller poppoesi. Men dette synes kun at være et blik på overfladen eller det rum som hans digte udspiller sig i. Det er sandt, at man kan forvente, at der bliver snakket om disse ting: macbooks, iphones, hiphop, vanilla cokes, baby bites, burgere, men som de første tre sider i 7/11 pointerer, så er disse popkulturelle ting et slags inventar som det poetiske indhold lever inde i. Caspar Erics digte er digte som udspiller sig i en virkelighed som de fleste unge kan nikke genkendende til, et liv med fester, tømmermænd, hele det unge storbyliv.

Hans seneste digtsamling Nike, som han vil læse op af torsdag d. 25., er et langdigt om at være handicappet, om at være en person med cerebral parese i en overfladekultur, som hylder den perfekte krop. Nike taler om det at være en kontrast til det normale, om det blik, det sprog man møder når man har en ”unormal” krop. Det er en manifestation af en modstand mod den hæmmende normalitet, et vildt poetiske forsøg på at udvide hvad der kan siges at være en normal krop, et perfekt liv.

STED: KommaBar (Bygn. 1485)