BRABRAND FÅR NY LITTERATUR VED KIRKEN
Mandag 5. juni 2017
Forfatterne Louis Jensen og Thøger Jensen udgiver nu hver sin tekst ved Brabrand Kirke som en del af det store litterære kortlægningsprojekt ATLAS OVER AARHUS. Mandag d. 5. juni markeres udgivelsen med oplæsning fra begge forfattere kl. 13.00 ved kirken, hvor teksterne udgives på skilte ved Brabrandstien. Vi mødes ved udgivelserne.
ATLAS OVER AARHUS er en stor litterær kortlægning af Aarhus, hvor 40-50 danske og udenlandske forfattere skriver om byen i anledning af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. Teksterne udgives i byens mange rum på husgavle, bænke, pizzabakker og i andre nye og overraskende formater, og denne gang er turen nået til Brabrand.
Louis Jensen har skrevet fire finurlige fortællinger til en Brabrand Sø-suite, og det er den første af disse tekster, som vil blive udgivet på dagen. Thøger Jensen, som i øvrigt også er selvudlært gartner, har skrevet om den gule stenbræk, der vokser på kirkens stendige.
– Med ATLAS OVER AARHUS arbejder vi for at få litteraturen ud i byen, hvor folk kan møde den i de mest uventede situationer. Vi er glade for, at kirkegængere, motionister, cyklister og turgængerne på Brabrandstien nu kan møde litteraturen i de smukke omgivelser i Brabrand, siger projektleder Kasper Rønberg Schultz.
På dagen igangsætter ATLAS OVER AARHUS en crowdfundingkampagne, som skal være med til at finansiere udgivelsen af de resterende tekster i Louis Jensens Brabrand Sø-suite.
OM FORFATTERNE
Thøger Jensen er uddannet på Forfatterskolen i København og har blandt andet udgivet bøgerne Frokost i tyrens hoved og Zhong på Gyldendal. Louis Jensen har i sin lange karriere udgivet både digte og børnelitteratur. Børnebøgerne ”Skelettet på hjul” og ”Den strandede mand” betegnes som klassikere, og Louis Jensen blev i 2014 nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris