LYD+LITTERATUR FESTIVAL 2013

Lørdag 30. november  -  søndag 1. december 2013
Kl. 12:00 - 02:00
Entré: 100 kr. inkl. gebyr. 70 kr. for medlemmer af Litteraturklubben
Arrangør: Litteraturen på Scenen
Vogn 1 og Radar
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C

FACEBOOK

Efter at have eksisteret i over ti år vil Lyd+Litteratur Festival i 2013 danne rammen for et tværæstetisk heldags-seminar, der belyser de kunstneriske forbindelser mellem lyd og tekst. Seminaret afrundes med en festivalaften med koncerter og performances.

Lyd+Litteratur Festival er den eneste tilbagevendende danske festival, der præsenterer møder mellem litteratur, musik og lydkunst fra ind- og udland. Bag Lyd+Litteratur står Geiger, Radar og LIPS, som sammen ønsker at overraske, inspirere og udvide mulighederne for, hvordan litteratur og musik kan arbejde sammen.

Seminaret, der finder sted om eftermiddagen er gratis. Programmet hertil offentliggøres snarest. Koncertrækken om aftenen på Radar koster 100 kroner (billetter købes i indgangen) og 70 kr for medlemmer af Litteraturklubben. Læs mere her: https://www.aakb.dk/temaer/litteratur/om-litteraturklubben

Her er der et kort over Godsbanen.

 

Program //  Seminar, Vogn 1, Godsbanen, kl. 12-17 – fri entré

12.00 – 13.00: Jomi Massage
13.20 – 14.20: Asger Schnack
14.40 – 15.40: Nikolaj Zeuthen & Peter H. Olesen m. moderator Søren Rosenberg Pedersen
16.00 – 17.00: Mouritz/Hørslev

Kl. 12.00 – 13.00
AT SÆTTE MUSIK TIL ANDRE FOLKS ORD – et oplæg fra musikeren og sangeren Jomi Massage om dét og samarbejdet med forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Lyd+Litteratur Festivalen har siden 2002 sat musikere og forfattere sammen til nye samarbejder og på den måde fungeret som et laboratorium for tekst og lyd. Et af dem har været mellem musikeren Jomi Massage (Signe Høirup Wille-Jørgensen) og forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen, som blev sat sammen til festivalen i 2003. Siden har de fortsat samarbejdet med flere optrædender og udgav i 2012 albummet Dråbers logik med digte af Marstrand-Jørgensen og musik af Jomi Massage.

Wille-Jørgensen skriver om sit seminaroplæg: ”At sætte musik til andre folks ord er en gave. Inspirationen lander lige i skødet, og så er det bare om at glemme al respekt og viden om forfatterens intentioner. Digtene skal opdages på ny. Sætninger skal brydes, betoninger findes og temaer understreges. Derigennem opstår en sammensmeltning af de to forskellige kunstarter. For det er en illusion, at man kan tage digteren ud af digtene. Men det er en mulighed for musikken dermed at finde en plads, der ikke blot er en underlægning til ord, men tværtimod bliver en jævnbyrdig partner.”

Oplægget bliver et reflekteret blik ind i et arbejdende laboratorium for tekst og lyd, hvor Jomi Massage også vil give smagsprøver på numre fra samarbejdet.
Signe Høirup Wille-Jørgensen har udgivet en håndfuld plader som en del af orkestret Speaker Bite Me. Hun solodebuterede i 2004 med albummet ”Aloud” og har siden udgivet flere meget anmelderroste albums, bl.a. sammen med Danmarks Radios Big Band. Hun er aktuel med soloalbummet ”Primitives”. Læs mere påwww.jomimassage.dk og www.geigerrecords.dk

KL. 13.20 – 14.20
NÅR LYD OG POESI MØDES – oplæg ved Asger Schnack

Asger Schnack vil i sit oplæg tage udgangspunkt i dadaistisk lydpoesi, som den blev praktiseret af Hugo Ball, Raoul Hausmann og Kurt Schwitters, og give eksempler på amerikansk og dansk Jazz & Poetry og beslægtede fænomener som The Fugs og – fra nyeste tid – Torben Ulrich og Søren Kjærgaards samarbejde.

Asger Schnack (f. 1949) debuterede i 1967 med ”Øjeæbler” på forlaget Arena og har siden skrevet både romaner, børnebøger, essays og digtsamlinger. Schnack har desuden arbejdet som oversætter og redaktør samt drevet forlagene Swing og Bebop, som bl.a. har oversat litteratur af bl.a. Cesar Pavese, Hugo Ball, Gertude Stein og Paul Eluard. Blandt de seneste udgivelser fra Schnack er en monografi om digteren Morti Vizki.

KL. 14.40 – 15.40 
AT KOMME FRA MUSIKKEN TIL LYRIKKEN OG VICE VERSA – en samtale mellem Peter H. Olesen og Nikolaj Zeuthen

Her sættes to forfattere og sangere i scene om det at komme fra musikken til lyrikken og vice versa. Fra den ene part, Peter H. Olesen, lyder det: “Er Nikolaj Zeuthen en forfatter, som har en umulig drøm om at synge popsange, selvom han ikke kan? Og er jeg bare en falleret rocksanger, som drømmer om at være skønlitterær? Hvordan arbejder to umiddelbart væsensforskellige forfattere med at skrive sangtekster – og er poesiens urmoder og stamfar ikke netop sang og dans?” De spørgsmål med flere vil Zeuthen og Olesen forsøge at give svar på i løbet af samtalen.

Nikolaj Zeuthen (f. 1977) er sanger i bandet Skammens Vogn, der har tre albums bag sig. Senest er udkommet ”Asfalt”, som bl.a. har ligget på Det Elektriske Barometers hitliste. Zeuthen har desuden bl.a. udgivet digtsamlingerne ”Oliebål” (2009) og ”Stråler” (2013).

Peter H. Olesen (f. 1962) har siden 1980′erne fungeret som sanger og sangskriver i grupperne Greene, Olesen-Olesen og senest De efterladte, som er aktuelle med det meget anmelderroste ”Alvorsord og etagevask”. Olesen blev i 2008 nomineret til musikkritikerprisen Årets Steppeulv som årets tekstforfatter. I 2007 romandebuterede han med ”Korrekturlæseren”, og i begyndelsen af 2014 udgiver han digtsamlingen ”Hver dag er et comeback”.

Moderator ved samtalen er journalist Søren Rosenberg Pedersen.

Kl. 16.00 – 17.00
EN SAMTALE OM AT SAMARBEJDE – mellem forfatteren Lone Hørslev og musiker Mads Mouritz

Forfatteren Lone Hørslev og musikeren Mads Mouritz har, som duoen Mouritz/Hørslev, fået et næsten folkeligt gennembrud med koncerter på SPOT og Roskilde Festival samt albums som ”Blik, Bang Bang” og senest ”Allermindst dig selv”, der udkom i år til højlydt begejstrede anmelderroser. Lone Hørslev synger, spiller og står for teksterne, mens Mads Mouritz leverer musik og sang i samarbejdet.

I denne samtale giver de et indblik ind i deres arbejdsprocesser og samarbejde. Hvordan og hvorfor fandt de sammen? Hvad er det, de synes der sker i samarbejder mellem en forfatter og en musiker – og hvad sker der lige præcist i deres samarbejde?

Mads Mouritz er musiker og sangskriver. Han debuterede i 2004 med det anmelderroste engelsksprogede album ”This Chaos Called Love”. I 2005 var indstillet til musikprisen Steppeulven i katagorien Årets Håb, og han har efterfølgende udgivet albums, bl.a. som en del af Mads Mouritz & Hælerne.

Lone Hørslev (f. 1974) er uddannet på Forfatterskolen og debuterede som digter i 2001 med ”Tak” og er en af sin generations mest markante digtere. Siden er udkommet flere digtsamlinger og romaner, senest ”La’ os” (2012). Ud over sin medvirken i Mouritz/Hørlev er Lone Hørslev med i musikprojektet Er de sjældne. Lone har bl.a. modtaget Michael Strunge-prisen og Carlsbergs Idé-legat som Årets Fund.

 

PROGRAM // KONCERTER: Eggs Laid By Tigers, Mouritz/Hørslev, De efterladte og Skammens Vogn.

@ Radar, Godsbanen. Døre kl. 19.00. Koncertstart kl. 20.00.

Eggs Laid By Tigers
Eggs Laid By Tigers er et dansk popband, der af hele hjertet vedkender sig og omfavner arven fra tidligere epokers musik. Eggs Laid By Tigers er det første band, der udelukkende bruger den walisiske forfatter og poet Dylan Thomas’ digte som afsæt for sangskrivning. Dylan Thomas ‐ inspirator for utallige sangskrivere, f.eks. Bob Dylan, John Cale og John Lennon ‐ forelskede sig i ord allerede inden han vidste, hvad de betød og kunne. Og på samme måde har Eggs laid by Tigers forelsket sig i kraften og mystikken, der lever, lyser og ånder i Dylan Thomas’ værker.

Mouritz/Hørslev Projektet
Mouritz/Hørslev består af sanger/sangskriveren Mads Mouritz og forfatteren og sangerinden Lone Hørslev. Bandet hører rent lyrisk til et af DK’s mest interessante navne, og det er derfor rart, at de fire år efter udgivelsen af “Blik, Bang Bang” endelig er klar med deres tredje album, hvor de i øvrigt har lagt duoformatet bag sig. Som altid er der tekstmæssig guf af den finurlige og udkrængende slags at hente på “Allermindst Dig Selv”, der som noget nyt i vid udstrækning cirkulerer om hjemløshed, og som ellers på sofistikeret vis behandler størrelser som ensomhed, savn og kærlighed.

De efterladte
De efterladte er Michael Lund (musiker og komponist), Peter H. Olesen (sanger og sangskriver). Duoen har spillet sammen i snart 15 år. De første mange år i en anden konstellation, nemlig Olesen-Olesen, hvor Peter var dén Olesen, som sang og skrev teksterne – og Michael var den lydhøre og trofaste akkompagnatør. Efter at Olesen-Olesen stoppede i 2007 er der kommet andre boller på suppen. Michael og Peter har siden da arbejdet ligeværdigt sammen under navnet. De efterladte får på aftenen følgeskab af musiker og producer og Boi Holm, der har produceret og medvirker på den stærkt roste plade “Alvorsord og etagevask”, der udkom i september.

Skammens Vogn
Skammens Vogn er minimalister og naivister af en slags, man sjældent støder på herhjemme, men fra fremmede breddegrader påkalder sig slægtskab fra bl.a. Jonathan Richman og Daniel Johnston. Teksterne er absurdistiske, men konkrete og ikke surreelle. Mærkelige glimt fra verdens hverdagsliv senet som et stykke med ribbensteg. Det nyeste album, “Asfalt”, udkom for kort tid siden.

LYD+LITTERATUR FESTIVALEN OG SEMINAR ER STØTTET AF STATENS KUNSTRÅD, KULTURUDVIKLINGSPULJEN V. AARHUS KOMUNE OG AARHUS 2017.