Albert Petersen: Send dem hjem
Send dem hjem
De fremmede
i vores by
sidder ved caféborde
forsøger at læse vores aviser
forelsker sig
griner
og går i samme sko som jeg.
Når jeg har tid
fortæller de
historier,
som jeg ikke ville tro
hvis de stod på papir,
det sker
de drikker sig fulde
eller stirrer langt bort.
Jeg har ikke set det
men jeg ved,
at nogle af dem
somme tider
græder om natten.
Enkelte
kalder mig
deres ven,
en slår mig altid
i skak,
en anden spiller billard
som en gud,
andre maler mærkelige billeder
eller skriver digte
fulde af længsel.
Så hører jeg fuldemandsråbet:
SEND DEM HJEM!
de er ikke som os
de elsker at føde børn
køber nye cykler
tager vores lejligheder
kysser vores piger
SEND DEM HJEM.
Når I fylder kreaturvognene
og sparker de sidste ind
så gør venligst en plads fri
til mig.