Læsning har ligesom alt andet sin egen historie. F.eks. er det et forholdsvist moderne fænomen at læse alene og stille for sig selv – frem for at læse sammen og højt, for hinanden. Som afslutning på seminaret om læsningens former skal vi i fællesskab tænke og tale om, hvorfor læsning som fælles aktivitet igen er blevet udbredt, og ikke mindst: Hvordan det hænger sammen med vores syn på, hvad både litteraturen og læsningen af den kan og skal.

Samtidig med at der de senere år er blevet talt en del om, at litteraturkritikken er i krise, synes læsning som sådan nemlig langt fra trængt og den fælles samtale om litteraturen langt fra forstummet. Anmeldernes autoritet som særligt gode læsere er udfordret af de mange nye muligheder for at ytre sig på blogs og sociale medier, og flere litteraturtidsskrifter er lukket. Men det er også mere populært end længe både at læse og at tale med hinanden om, hvad vi læser. Vi deler læseoplevelser og diskuterer litteratur på nettet, i læseklubber og i kritikersaloner. I sundhedssektoren bruges litteratur og fælleslæsning i stigende grad som terapi, og forfatterne møder i stor stil deres læsere direkte, både på sociale medier som Facebook og Instagram og til oplæsninger.

Måske har læseren faktisk en helt særlig plads i samtidslitteraturen? Betyder det omvendt, at professionelle og skolede læsere som kritikere og akademikere har mistet deres magt og eksistensberettigelse? Hvad kvalificerer i det hele taget én læsning frem for en anden? Og er det et problem, når litteratur og læsning bliver noget, der skal bruges til noget – om det så er at engagere, at hele, at danne eller at forandre læseren?

Det er nogle af de spørgsmål, der vil trænge sig på, når vi inviterer oplægsholdere såvel som publikum til at deltage i samtalen om læsningens forandrede og forandrende betydning i dag.