Iben Mondrup, forfatter

Foto: Les Kaner

Nedenstående interview af Marie Løntoft til Gyldendals Bogklubber, ligger meget tæt på det oplæg Iben Mondrup præsenterede på seminaret, om involvering af en nordjysk læsekreds i sit arbejde med romanen “Vi er brødre.”
Spørgsmål og svar er gengivet med venlig tilladelse fra begge parter:

At være forfatter må ind i mellem være en ret ensom proces, hvor man sidder i månedsvis alene med sine idéer og sin tvivl – og så skal man ud og møde verden og læserne med et færdigt værk i hånden. Hvordan oplever du de to forskellige aspekter af forfatterarbejdet?

Når jeg sidder begravet i skrivningen, længes jeg altid ud. Jeg er lige ved at få pip af teksten, som bare vokser og vokser, som synes endeløs. Men så kommer udgivelsen og al den ståhej, som den medfører. Det kan være meget hæsblæsende, jeg skal ligesom i gang igen, op i tempo og ud og vise ansigt og snakke med aviser og TV og kommende læsere. Den allerbedste fase i en bogs liv, er den hvor jeg er ude at holde foredrag og snakke med læserne om romanen. Her oplever jeg, at bogen for et helt nyt liv. Læserne gør på sin vis romanerne til deres egne. De læser deres egne oplevelser og følelser ind i det skrevne og gør på den måde fortællingen meget større. Det er altid spændende for mig at opleve, hvordan romanen vokser, når nogen tager den til sig. Og især hvis de så også vil fortælle mig om deres oplevelser. Derfor er jeg især glad for den sidste halve time i et foredrag, hvor publikum kan stille spørgsmål. Her opstår tit nogle fantastiske samtaler, som jeg slet ikke vil være foruden. Har en aften været særlig vellykket, kan det ske, at jeg får mails fra publikum. Efter et besøg i Skanderborg var der f.eks. en læser, der skrev at hun havde forstået noget nyt om sin egen familiehistorie efter mit besøg, det havde været en stor forløsning. Så kan jeg ikke ønske mig mere.

Du har til denne bog talt med en lang række mennesker fra Frederikshavn. Hvad har det givet at kunne trække på et kollektivs erindringer om en tid og et sted?

Først og fremmest har det betydet, at jeg har kunnet skrive tid og sted frem med en højere grad af troværdighed, end hvis jeg skulle have læst mig til fakta om perioden. Men det er noget andet, som er væsentligt for mig her, og det er, at jeg har haft mulighed for at besøge disse mennesker, at komme hjem til dem og høre dem fortælle. En meget vigtig kilde til vores kollektive hukommelse er de historier vi får overleveret fra dem, der ‘var der selv’. Det har været en hel unik oplevelse for mig at komme helt tæt på, på måden, der bliver fortalt på, detaljerne som den enkelte lægger vægt på, måden som den stue, vi sidder i, er indrettet, hjemmene som stadig er fulde af levet liv fra dengang. Jeg kan godt lide at tænke på Vi er brødre som en tidskapsel, der omslutter nogle af frederikshavnernes fortællinger og giver dem en slags evigt liv. Jeg tror det er vigtigt, at samle op på historien, måske især fra det vi kalder helt almindelige mennesker, at bevare den for eftertiden. I øvrigt har jeg fået en håndfuld gode venner gennem de samtaler. Vi har stadig kontakt indimellem. Det er jeg rigtig glad for.

Hvordan var det, at være oppe og tale med dem – kan du beskrive oplevelsen og stemningen lidt?

Jeg ankom en snehvid eftermiddag til et parcelhus lidt syd for Aalborg. Bordet var dækket op til stor brunch, og damerne sad med deres mapper og prints parat til at gå i gang. Det viste sig at flere af dem var tidligere skolelærere. Den røde og den grønne pen var blevet flittigt brugt, kunne jeg se, i teksten jeg havde sendt dem. Vi tog teksten fra en ende af, alle de steder – for der var faktisk en del – hvor noget ikke helt passede, hvor jeg enten var uvidende eller måske havde taget mig for store friheder i digtningen. Det der rørte mig mest, var engagementet, de havde lagt i arbejdet, men også at de overhovedet ikke holdt sig tilbage med kommentarer og forslag til rettelser. Når noget ikke stemmer, sagde de, stopper man op i fortællingen og begynder at undre sig. Der opstod en slags omvendt rollefordeling. Her var det mig, der var på skolebænken, og dem der sad inde med viden, og det var ikke spor ubehageligt, for det var jo nøjagtigt sådan det var. Vi havde selvfølgelig også rig lejlighed til at diskutere de spørgsmål, som de havde til mine foregående bøger. Der er flere ting, som man selv må tænke sig til, syntes de, men på den gode måde, for så bliver romanerne jo ved med at rumstere inde i hovedet.