Det er sjældent, der dukker omkring et tusinde mennesker op til en digtoplæsning. I Den Rå Hal på Godsbanen trækker den unge poet Yahya Hassan fulde huse. Inden oplæsningen møder vi digteren til en snak om poetisk sprog og forfatterskolen.

af Søren Rosenberg Pedersen

Et stående bifald og en øredøvende piften og hujen. Det fortsætter som noget, der føles som en evighed. En intens digtoplæsning er netop afsluttet. Godt 800-1000 mennesker står foran en lille scene på Godsbanen i Aarhus torsdag den 14. november. På scenen står et bord og en stol. På stolen sidder en 18-årig statsløs palæstinensisk mand med dansk pas. Han stirrer tomt ud i luften.

Alderen og det splittede statsborgerskab kan man læse om på bagsiden af den sorte bog, han sidder med i hånden. På forsiden står der Yahya Hassan med store hvide bogstaver. Det er hans bog. Det sorte omslag passer godt til hans sorte tøj. For få minutter siden udsagde han sine digte med en gennemslagskraft som et hvidt blændende lys.

Digteren Yahya Hassan har på ganske få uger formået at fylde nyheds- og debatsiderne i landets aviser. Hans debutsamling er pt. trykt i et oplag på 42.000 eksemplarer. På denne torsdag aften har han fået fyldt den store sal på Godsbanen. Han er træt. Men han er endnu ikke færdig. Foran scenen er der dannet en lang kø. Omkring hundrede mennesker vil have deres bøger signeret. Efter en halv time må en del stå slukøret tilbage. Yahya skal nå et fly. PET og Østjyllands politi hjælper ham ud til den personbil, som skal fragte ham til Aarhus lufthavn, hvor han skal flyve tilbage til København.

Yahya Hassan modtager et stående bifald, da han har læst sidste digt.

”Det er bare digte”

Tidligere på dagen møder jeg Yahya til et interview i et mødelokale på Aarhus Litteraturcenter på Godsbanen. Litteraturcentret står for arrangementet i et samarbejde med Aarhus Filmfestival. En studerende fra journalisthøjskolen bliver afbrudt i sit interview. Vi er fire journalister, som venter på at tale med ham, og jeg er på som den næste. Jeg har fået ti minutter. Da jeg kommer ind, lugter der af røg. Det er et røgfrit lokale, og jeg kan se, at en smøg er blevet skoddet i en fyldt kaffekop. Yahya opdager, at jeg har fået øje på skoddet og siger: ”Man må åbenbart ikke ryge herinde.”

Inden jeg når at sætte mig i stolen overfor ham, spørger han, om vi ikke bare kan komme i gang. Han ser træt ud. Inden interviewet får jeg af vide af en presseansvarlig, at Yahya kommer direkte fra en oplæsning og åben spørgerunde på Syddansk Universitet i Odense. Det er ikke gået stille for sig.

”Hvor mange spørgsmål har du?”, spørger han. Jeg har en fire fem stykker, svarer jeg. ”Du får fire spørgsmål,” siger han. Og så er vi i gang. Han svarer hurtigt og messer nærmest sine svar på samme måde, som når han læser op. Han har vænnet sig til pressen, og svarene sidder løst på mundtøjet.

Hvorfor har du valgt at skrive din samling i så fri en skriveform som knækprosa?

”Man kan blande mange former i knækprosa. Man kan fortælle, sige og skrive en konkret tekst. Man kan beskrive en scene, en oplevelse og en erindring. Samtidig kan man gå mere lyrisk til værks. For mig er det bare digte og ikke så meget andet. Nogle digte er på en måde og nogle på en anden. Nogle ligner hinanden og andre ligner ikke hinanden. Så det er bare digte på hver sin måde. Det var første spørgsmål.”

Yahya stikker en finger i vejret for at signalere, at han tæller spørgsmålene.

De uhåndgribelige følelser

Ved aftenens digtoplæsning slutter Yahya af med at læse digtet FEBRUARUFORUDSIGELIGHED.

”STILHED ER STILHED

OG DET VOKSER VILDT.”

Sådan begynder digtet. Ordene indkapsler meget præcist den stemning, der præger salen, når han holder pause mellem digtene. Kun en sjælden gang kommer der klapsalver.

Netop dette digt har jeg spurgt til tidligere på dagen. Yahyas debutsamling er kendetegnet ved et meget direkte og fortællende sprog. Et konkret sprog som han selv kalder det. Men hen mod slutningen af samlingen begynder nogle digte at få et mere poetisk sprog. Yahya benytter sig af flere symboler og metaforer end i mange af de andre digte. FEBRUARUFORUDSIGELIGHED er et af disse digte. Jeg spørger til, hvorfor Yahya har valgt at sætte disse mere metaforiske digte ind i samlingen.

”Det er noget, som er der samtidig med, at der er nogle konkrete beskrivelser, erindringer og oplevelser. Der er jo også samtidig en masse stemninger og følelser, som ikke er så håndgribelige. Det er jo nok det, som er poesi. Det som kommer til udtryk i den lyriske form. Det er svært at fortælle en følelse eller en stemning i en konkret tekst. Det er der, hvor lyrikken og poesien jo er en god måde at udtrykke og udfolde sig på.”

Yahya har nu to fingre i vejret.

Efter oplæsningen kunne man både købe og få signeret en bog.

Forfatterskole-tonen

Det store fremmøde af mennesker til Yahyas oplæsning er overvældende, hører jeg arrangørerne fortælle. Politiet har allerede mandsopdækket branddørene i tilfælde af ubudne gæster, inden dørene åbnes for de indbudte. Salen bliver hurtigt fyldt.

Inden Yahya går på, kommer en af arrangørerne fra Aarhus Filmfestival og beder om ordet. Hun vil blot præsentere Yahya og fortælle, at dette er en digtoplæsning og ikke en debataften. Publikum må derfor ikke afbryde eller stille spørgsmål. Og det er der heller ingen, som gør i løbet af de næste tredive minutters oplæsning.

Tilbage i mødelokalet er vi nået til tredje spørgsmål. Yahya tæller ned. Jeg nævner, at han for nyligt læste et nyt digt op i programmet Smagsdommerne på DR K, der på samme måde som FEBRUARUFORUDSIGELIGHED er meget symbol- og metaforladet. Jeg spørger, om det er et fast spor, han nu følger.

”Der er ikke noget spor, jeg følger, og det har heller ikke noget med forfatterskolen at gøre. Det er ikke et forfatterskole-spor.”

Jeg har endnu ikke nævnt forfatterskolen i løbet af interviewet. Reaktionen er nok symptomatisk på den debat, som kom efterfølgende på oplæsningen i Smagsdommerne. Her blev Yahya beskyldt for at have anlagt sig en særlig forfatterskole-tone. Det er helt tydeligt et emne, som Yahya er træt af.

”Jeg har altid skrevet lyriske ting, og jeg har altid skrevet konkrete ting. Det er bare en blanding. Det handler om, hvad jeg lige nu og her har på sinde, og hvad der lige rører sig i mig.”

Han viser mig tre fingre.

Hvad betyder forfatterskolen så for dig?

”Forfatterskolen er et sted, hvor man arbejder med og læser en masse litteratur. Man læser de studerendes litteratur, man læser sit eget, og man læser det sammen. Man læser alt muligt anden litteratur, og man diskuterer det. Der er på den måde ikke nogen undervisning. Det er mere sådan et forum, hvor man er sammen om litteraturen og udforsker den. Vi læser og giver kritik. Det var sidste spørgsmål.”

Fire fingre.

Den Rå Hal er fyldt. Godt 800-1.000 mennesker

JEG HADER JERES ULYKKE

Flere spørgsmål presser sig på, og jeg spørger, om jeg må stille to spørgsmål til.

”Okay. To spørgsmål.”

Han viser mig to fingre for at understrege, at det kun bliver to. For første gang under interviewet ænser jeg et smil.

Senere ved oplæsningen er stemningen intens. Folk lytter. Yahya messer sine digte som en lang ekstatisk bøn. Publikummet er en blandet skare. Der sidder både etniske danskere og nydanskere. Ældre danske kvinder, unge mænd fra forskellige kulturer og unge piger med tørklæder om hovedet. Vandene er også delte mellem publikum. Ikke verbalt med ved kropssproget. Ikke alle klapper.

”JEG ELSKER JER IKKE FORÆLDRE JEG HADER JERES ULYKKE

JEG HADER JERES TØRKLÆDER OG JERES KORANER

OG JERES ANALFABETISKE PROFETER”

Hver gang Allah, hans sendebud eller oplevelser fra nærmiljøet i Aarhus Vest bliver nævnt, ser jeg over på to unge indvandrerpiger med tørklæder, som ryster på hovedet. De føler sig tydeligvist ramt.

Et nødsaget udtryk

Tilbage i mødelokalet. Vi kører på overtid.

Ovenpå din overvældende debut, hvad bliver så det næste, hvis der overhovedet er noget næste?

”Det er ikke sikkert, der bliver mere. Nu har den her samling indeholdt en masse indtryk, som har nødsaget et udtryk. Det kan være, der kommer nogle nye, som nødsager et udtryk. Det kan også være, der ikke kommer. Så jeg kan hverken sige det ene eller det andet.”

Hvilke digtere og forfattere inspirerer dig så for tiden?

”Det er meget forskelligt, hvad der inspirerer mig. Dem som nok har inspireret mig mest på det sidste, har været sådan nogle som Lars Skinnebach, Arthur Rimbaud, William Blake, Forough Farrokzhad og Inger Christensen. Men lige nu kan jeg kun forholde mig til det, som jeg har lavet. Jeg har ikke så mange planer eller intentioner for fremtiden. Poesien den kommer, når den er der. Okay?”

Yahya Hassan messer sine digte som en ekstatisk bøn.

Det var de to sidste spørgsmål. Yahya har allerede halvt rejst sig fra sin stol, mens han har svaret på det sidste spørgsmål. Han pifter efter den næste journalist, som står klar uden for glasdøren med sine noter og spørgsmål i hånden. Der venter yderligere tre interviews foruden den store oplæsning.

Da jeg går ud af glasdøren, hører jeg et suk bag mig fra Yahya, da han ser den næste journalist komme ind. Han rejser sig helt op fra sin stol og begynder at gå rundt i lokalet. Er han mon nervøs inden sin oplæsning? Det kommer i hvert fald ikke til udtryk, da vi en time senere ser den unge poet tale den menneskeproppede sal op. De tusinde menneskers bifald hænger fast i Godsbanens murværk længe efter folk er gået hjem.

Se et videointerview med Yahya Hassan her