Indtryk må ha’ et udtryk

Onsdag 20. november 2013

Yahya Hassan formulerer sig skarpt og rytmisk, når han taler om at skrive. Han opfordrer andre unge skrivelystne til at gå i gang.

Af Sara Groth

Netop før han går på scenen til sin digtoplæsning på Godsbanen i Aarhus foran politieskorte og 800 mennesker, giver Yahya Hassan et interview, hvor vi får indblik i hans  skriveprocesser og måde at arbejde på.

Sætter associationsrække i gang

Yahya Hassan taler, som han skriver. Under hætten af sin sorte læderjakke fortæller han i rytmiske stød, som en lynende præcis rablen. Holder pauser med perfektion. Kræver eftertanke.

”Nogle gange går jeg rundt i lang tid og samler noter, et ord her og et ord der, og en sætning, jeg måske hører i bussen eller på gaden, alle mulige forskellige ting, som kan inspirere, jeg læser noget, jeg støder på noget, ord som sætter en hel associationsrække i gang”, siger Yayha Hassan.

Han fortsætter: ”Andre gange er der jo nogle klare erindringer, som jeg har fra min barndom, som jeg bare har ku’ sæt’ mig ned og skriv’ i én køre. Så det er lidt forskelligt, nogle gange sætter man sig ned og skriver en tekst færdig, nogle gange sætter man sig ned og skriver et halvt digt, og andre gange, så er det simpelthen flere ugers noter, som former sig.”

En følelse af entusiasme

Det er et helt specielt univers, Yahya Hassan går ind i, når han digter. ”Det må jo være det univers, hvor der sker noget, og jeg mærker, at ordene er i processen, når jeg sidder og skriver, at der er ved at ske noget her. Det er jo noget, der foregår inde i hovedet, men det er en følelse af entusiasme og tilfredshed… Og en masse ord, som gir mening.”

Forfatteren tænder en smøg, tager en slurk kaffe. Han har rynker i panden. Han er bare 18 år. På siden af hånden er tatoveret bogstaverne ORD med et udtryk, der ligner kuglepen. Rynkerne i panden er ikke 18 år.  Yahya Hassan fremstår på én gang iscenesat og umiddelbar.

”Jeg ved ikke, om jeg har fundet min stemme. Vi er vel et produkt af det, vi kommer fra, vores opvækst, og hvad vi oplever. Samtidig er vi et produkt af, hvad vi interesserer os for, og hvad vi selv udsætter os for. Hvis du går ind og ser en film, så udsætter du dig for en filmisk oplevelse. Så kan du jo begynde selv at optage med dit kamera, så det er jo en blanding af, hvor du kommer fra, og hvor du gerne vil hen. En blanding af hvad du har fået, og hvad du gerne vil ha’. ”

 Der kommer digte

Hvad oplever du, når du er i det univers?

 ”At der kommer digte.”

Hvorfor skriver du?

 ”Fordi der er en masse indtryk, som er nød til at have et udtryk.”

Vi bliver afbrudt. ”Øh, undskyld jeg afbryder”, siger en medarbejder på Godsbanen, ”men du må ikke ryge herinde, det går DIREKTE ned til brandstationen, og der kommer udrykning og det hele.”

”Okay”, siger Yahya Hassan. Han sætter ild på en ekstra gang for at tage et sidste dybt hvæs.

Ved bogsignering fanger jeg Yahya Hassan igen, og spørger, om han har et budskab til andre unge. ”At de skal gå i gang, mand, hvis de gerne vil skrive. Kom i gang”, siger han.



Cheap JerseysCheap NFL JerseysCheap Authentic JerseysCheap Sports JerseysCheap JerseysCheap NFL JerseysCheap NFL JerseysCheap MLB JerseysWholesale JerseysCheap NHL Jerseys