Forlaget ÆTER udskriver tegneseriekonkurrence

Tirsdag 24. april 2012

I Viby bor et af Aarhus’ yngste forlag, nemlig ÆTER, som netop har udskrevet en tegneseriekonkurrence. Alle kan deltage, og de fem bedste bidrag udgives – hvis kvaliteten er høj nok – i en antologi, som efter planen skal blive en årligt tilbagevendende begivenhed.

Aarhus Litteraturcenter fangede forlægger og chefredaktør Kristian Tanghøj for at stille ham et par spørgsmål om konkurrencen og hans yndlingstegneserier.

Dommedag, meteornedslag og solstorme

Temaet for 2012-konkurrencen er “undergang”. Hvorfor det?
 “Der er en del forudsigelser om, at jorden går under den 21. december 2012. Forudsigelserne er meget forskellige; enten er det den bibelske dommedag, eller fordi CERNs partikelaccelerator skaber antistof, der river jorden i stykker, måske en sygdomsepidemi, en stor krig med brug af kemiske våben, en solstorm, et kæmpe meteornedslag, eller fordi Maya-indianerne stoppede deres kalender den 21. december, fordi de vidste, at dette var verdens ende. Der er mange fantastiske bud, derfor var temaet “undergang” ret oplagt for tegneseriekonkurrencen.”

Hvad synes du er den bedste danske tegneserie, der er udkommet i de sidste par år?
“Hmm… den er svær, især, når jeg slet ikke har fået læst alt det, der er kommet. Men jeg kunne nu godt lide Palle Schmidt’s Blodets Konkubine.”

Hvilken tegneserie betyder alt i alt mest for dig og hvorfor?
 “En tegneserie, der gjorde stort indtryk på mig i sin tid, var Neil Gaiman’s Death: The High Cost of Living, tegnet af Chris Bachalo og Mark Buckingham. Det er en meget stemningsfyldt historie, de lidt beskidte tegninger underbygger den rigtig godt, og så bliver der behandlet nogle elementære spørgsmål. Den kan varmt anbefales!”

Sådan deltager du i tegneseriekonkurrencen

1. Skriv et manuskript og tegn et storyboard i skitseform samt to koncepttegninger ud fra temaet “undergang”.
Tegneserien skal være i sort/hvid og fylde 10 sider. Det endelige format bliver A4.

2. Send manuskript, storyboard og tegninger til kontakt@forlagetaeter.dk eller til Forlaget ÆTER, Moltkesvej 10, 2. th, 8260 Viby J.
Husk navn, adresse, e-mail og telefonnummer
Deadline: Mandag den 4. juni 2012.

3. De fem bedste ideer udvælges. Vinderne får direkte besked og offentliggøres på forlagets hjemmeside.
Efterfølgende har de to måneder til at tegne deres historie færdig inden udgivelsen.