Kunsten i det offentlige rum er mange ting. Et seminar på Godsbanen tog en dag ud for at undersøge grænserne for kunsten i de rum, vi til hverdag befinder os i. Her kom der eksempler på værker som tennisbolde i medicinskabe, til værker så tæt på vores hverdag, at vi ikke engang ser, at det er værker. Dagen endte med spørgsmålet: hvad er kunst?

Af Katrine Ahlstrøm

Aarhus Litteraturcenter og Aarhus Billedkunstcenter er onsdag d. 13.11.13 værter for et åbent seminar i Vogn 1 på Godsbanen. Seminaret er samtidig startskuddet for Projekt 365TEKSTER, repræsenteret ved Robert Skovmose Christensen. Deltagere og oplægsholdere skal på denne dag undersøge og diskutere, hvordan kunst og tekst kan komme til udtryk i offentlige rum, og hvordan publikum kan møde værker på uventede steder og i anderledes former. Forfatter Morten Søndergaard og kunstner Lise Skou er dagens oplægsholdere.

Der er et stort fremmøde, og allerede i god tid er stolene i Vogn 1 optaget af forventningsfulde mennesker. Fremmødet tæller både etablerede kunstnere, studerende, kendte Godsbanefolk og et par lokale ildsjæle fra Gellerup. De finder en plads ved bagvæggens borde lige før lyset dæmpes. Anja Raithel fra Aarhus Billedkunstcenter og Robert Skovmose Christensen fra 365TEKSTER byder velkommen. Herefter gives ordet videre til dagens tovholder, professor Henrik Kaare Nielsen fra Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet.

De tre oplægsholdere. Fra venstre: Henrik Kaare Nielsen, Lise Skou og Morten Søndergaard

Kunstens offentlige rum

Henrik Kaare Nielsen giver en indledende ramme for, hvordan man kan arbejde med feltet offentlig kunst. Det centrale er, at det offentlige rum må forstås som en kampplads, hvor der kæmpes om opmærksomhed fra forskellige instanser. Det er derfor vigtigt at kende rummet og dets aktører for at formulere en kunstnerisk henvendelsesform. Mange instanser præger det offentlige rum, og det skaber et kerneområde af konflikt: det kommercielle marked mødet rummet med reklame, staten med magt, regulering og lov samt det civile samfund med politiske og kommunikative agendaer.

Den kunstneriske praksis, som vi oplever i dag, gør ifølge Kaare Nielsen op med institutionaliseringen, der siden 1800 tallet har vendt kunsten indad. Kaare Nielsen peger på det neoavantgardistiske i nutidens kunsthenvendelse. Det ytrer sig særligt i tre former: klassisk, værkbaseret kunst, der møder den sociale verden på uvante måder, alternative typer værker, der er readymade til deres rum, som fx graffiti, og den værkfornægtende, sociale kunst, der skaber interaktioner. Kaare Nielsen fremhæver, at kunstens potentiale ligger i måden, den henvender sig til beskueren i det offentlige rum på. Kunsten kan spejle en kritisk refleksion ved at skabe flertydighed og synliggøre konflikter og interesser.

Lise Skou taler om sociologien som kunstnerisk værktøj

Kunst i kommunalplanlægning

Lise Skous praksis som kunstner kan siges at placere sig i den tredje præsenterede henvendelsesform. Skou er dansk billedkunstner, uddannet på Det Fynske Kunstakademi (1998-2004) og Whitney Museum og American Art (2002-2003). Hun har desuden en BA i Kunsthistorie fra Aarhus Universitet og arbejder særligt med kontekstbaseret og socialengageret kunst.

Skou har medbragt en stor palet af socialengagerede projekter og fremviser en masse billeder på projektlærredet. Hun lægger ud med at præsentere The Park Lek Projekt fra 2010 af den svenske kunster Kerstin Bergendal. Projektet arbejder med, hvordan en hybrid af beboernes drømme i en Stockholmsk forstad og virkeligheden i Byrådet kan danne baggrund for byudvikling. Det sker gennem interviews, videoudstillinger og en model, som videre bruges til etablering af Park Lek Parlamentet, der indtil marts 2014 skal kanalisere hybridmodellen ind i kommunalplanlægningen. Det centrale i projektet er at oversætte lagene af sociale relationer og funktioner af bebyggelse og dermed skabe en egenforståelse af det lokale sted.

Skou når til sidst frem til projektet Sol over Urbanplanen fra 2008. Projektet handler som Park Lek om, hvordan byfornyelse kan ske i samspil med beboerne; her i et udsat boligområde på Vestamager og det tilhørende Solvang Centeret. Projektet skabte dog kun en midlertidig fornyelse i form af en beboerdrevet basar i centeret. Interviews med beboerne fortalte, at projektet havde skabt en god social relation i området, men at den gradvist forsvandt igen for at efterlade centeret tomt og trist. De to projekter skabes begge som en aktiv del af det sociale rum, som de henvender sig til. Interaktionen er derfor en lige så skabende proces, som selve hybridmodellen og basaren. Kunstens henvendelse bevæger sig altså væk fra det statiske og mod det procesorienterede.

Morten Søndergaard slutter sit oplæg af med et digt

Ordapoteket

Morten Søndergaard arbejder i sin tekstproduktion også med, hvordan det procesorienterede værk tager form. Modsat tilgangen i Skous eksempler, findes der hos Søndergaard ikke samme videnskabelige afrapportering af en proces. Søndergaard er dansk forfatter og lyriker. Han debuterede i 1992 med digtsamlingen Sahara i mine hænder og har siden udgivet en række digt- og prosasamlinger. Han arbejder også med lyd og installationskunst og har særligt vakt opmærksomhed med det finurlige Ordapotek. Søndergaards praksis henvender sig i værkbaseret kunst, og han arbejder særligt med tekstbaseret materiale, der stilles på uvante måder.

Søndergaard over tager scenen efter Skou. Han dukker frem fra bagerst i lokalet. Med sig har han en lille stak bøger, æsker og et par eksemplarer af sit Ordapotek. Nysgerrigheden samles om hans samling af genstande på scenen. Hans arme bevæger sig energisk, idet han spontant starter sit oplæg med en række retoriske spørgsmål: hvad er kunst, hvad er poesi og hvad sker der i kontakten mellem materiale og ord? Mødet mellem materiale og betydning er central for Søndergaards værker, og han fastslår indledende denne problematik som styrende for hans arbejde.

Søndergaard forklarer, at kunst og poesi for ham godt må kunne bringe os ud af fatning. Det må godt rykke ved noget og kræve en holdning af sin beskuer. Med hans Ordapotek undersøges den relation, der opstår i mødet mellem værkets udsagn og beskuerens egen stillingstagen. Ordapoteket er en samling af æsker, hvor ordklasser sirligt er listet med tilhørende virkninger, bivirkninger og anbefalede doseringer som vi kender fra almindelige medicinæsker. Medicin og medicinskabe er en særlig intim del af hjemmet, der kan være til stor nysgerrighed for fx gæster i hjemmet, der ikke kan dy sig for at tage et kig. Det er en interessant sfære for Søndergaard, der forklarer, at han fascineres af, hvordan folk lader sig lokke af intime rum – og særligt af hvordan, de kan afsløres i handlingen. En overgang havde han endda fyldt sit eget medicinskab med små bolde, for med humor at kunne afsløre en forskrækket smugkigger i akten.

Ordapoteket sendes rundt i lokalet, og mens der læses på indlægssedler og æsker, fortæller Søndergaard videre, at det at placere et værk i det offentlige rum giver anledning til refleksion over, hvad der karakteriserer rummet. Kan det være offentligt at være i andres hjem? Et hjem rummer en række overgangssfærer mellem det indre og det ydre. Sådan tænker han også, at den fysiske bog opbygger tærskler med sit omslag og materiale. Det er spændende, hvordan lagene kan findes og udfordres, ligesom også Skou fandt det centralt at afkode de sociale lag, der udgør et offentligt rum.

Værket “Ukend dig selv”

Ukend dig selv

Som afrunding på de to oplæg gøres der klar til diskussion. Fra lokalet spørges ind til, om kunsten ikke altid er en del af virkeligheden, og altså ikke en ydre instans, der blot henvender sig. For Søndergaard er det vigtigt at være opmærksom på processen at udsætte et værk og reaktionen, det skaber. Det gøres ved at overraske og udfordre mennesker ved at konfrontere dem med værket på en uvant måde. Projektet Sol over Urbanplanen fokuserede på reaktionen fra beboerne som en del af projektets præmis, ligesom Park Lek har en deltagerbaseret strategi. Men kan virkeligheden rapporteres? Søndergaard slår fast, at det midlertidige værk også er kunst, da det sporløse også sætter sig spor i kraft af værkets præmis.

Søndergaards værk Ukend dig selv er et stykke marmor med teksten Ukend dig selv påskrevet. Den er placeret på Assistents Kirkegården i København, og dens præmis er, at den skal stjæles. Den leger som medicinskabet fyldt med bolde med nysgerrighed og lysten til at svare på værkets henvendelse. Hermed er vi tilbage til Henrik Kaare Nielsens indledende udsagn om, at det er kunstens potentiale at spejle de interesser, der præger det offentlige rum. Diskussionen efterlader lokalet i en summen af samtaler, da deltagerne langsomt finder vej ud. De fleste skal efter en kort pause arbejde videre på en workshop med enten Morten Søndergaard eller Lise Skou, der skal gribe fat i de mange tråde, som de to seminaroplæg kastede ud.

Dagen sluttede af med en spørgerunde til Lise Skou og Morten Søndergaard

Hør alle oplæg inde på 365TEKSTERS hjemmeside. Her kan du også se de videoer omkring projekterne/værkerne Sol over Urbanplanen og Ordapotek.