Den internationale oversætterdag
Torsdag 4. september 2014Den Internationale Oversætterdag blev indstiftet af Unesco i 1991 for at synliggøre oversætterfaget og gøre opmærksom på oversætternes betydning i en globaliseret verden. Dagen bliver fejret mange steder rundt om i verden, og i år vil den for anden gang blive fejret i Aarhus. Den officielle dato er 30. september, men Aarhus Litteraturcenter har i samarbejde med medlemmer af Dansk Oversætterforbund i Aarhus valgt at markere dagen med et arrangement
søndag d. 28.september kl. 15-17.30.
Fire oversættere vil fortælle om forskellige aspekter af arbejdet med at oversætte skønlitteratur og faglitteratur, at gendigte poesi, at tekste film og tv, og en flamencoguitarist vil fortælle om at oversætte flamencopoesi og vil spille nogle numre.
PROGRAM:
15.00 Velkomst
15.05 Lilian Kingo
15.25 Aino Roscher
15.45 Jens Viggo Fjord
16.00 Pause
16.20 Juliane Wammen
16.40 Ole Meyer
17.00 Spørgsmål & debat
17.30 Slut
OM OVERSÆTTERNE:
Lilian Kingo har siden 1997 beskæftiget sig med det skrevne ord: Først som tv-oversætter (tekstning og dubbing), dernæst som forlagsredaktør og de sidste ti år som oversætter, freelanceredaktør og korrekturlæser. Hun oversætter fra engelsk og svensk. I dag oversætter hun primært fra svensk, mest svenske krimier og et svensk månedsblad om verdenshistorie.
Aino Roscher er ansat som tekster i DR, hvor hun laver undertekster på Tv-Avisen og tekster film, serier og dokumentarprogrammer. Derudover har hun i snart 20 år oversat skønlitteratur for børn og voksne fra nederlandsk og tysk til dansk. Hun har bl.a. oversat Julia Franck, Juli Zeh og Olga Grjasnowa fra tysk og Harry Mulisch fra nederlandsk.
Jens Viggo Fjord er en af flamencoguitarens pionerer herhjemme og har et langt bagkatalog af koncerter, cd-udgivelser, samarbejde med spanske sangere og dansere og optræden i bl.a. Spanien og Brasilien. På den litterære front har han en enkelt udgivelse om flamencoens poesi fra 1994, og en ny og opdateret bog om hele flamencoens univers er på vej.
Juliane Wammen oversætter mest skønlitterær prosa fra engelsk til dansk. Hun har både oversat klassikere som Virginia Woolf og Henry James og ny skønlitteratur af forfattere som Nicole Krauss, Colum McCann, Michael Ondaatje, Taiye Selasi og Teju Cole.
Ole Meyer oversætter fra skandinaviske sprog, engelsk, italiensk og tysk. Han har været gymnasielærer, forskningsstipendiat og lektor ved Firenzes Universitet. Dante Alighieris Den guddommelige komedie er på danske vers af Ole Meyer. Hans seneste udgivelse er Goethes Romerske Elegier og Venetianske Epigrammer, Erotica Romana og Priapea.
Kom og mød nogle af de oversættere som gør verdens litteratur på verdens sprog til verdens litteratur på dansk!
Gratis adgang!
Arrangeret af Aarhus Litteraturcenter og medlemmer af DOF i Aarhus.