Aarhusiansk forfatter skal læse for Det Danske Akademi

Mandag 18. februar 2013

Den aarhusianske forfatter, Inge Pedersen (f. 1936), er blevet inviteret til at læse for Det Danske Akademi d. 23. februar.

Hvert år afholder Det Danske Akademi et to-dages forfattermøde på Rungstedlund, hvor ca. 30 danske forfattere inviteres til at læse op af endnu ikke publicerede værker i omkring 20 minutter. Akademimedlemmer og gæster engagerer sig efterfølgende i en diskussion om det læste, og de oplæsende forfattere får på den måde mulighed for at prøve nye tekster af på et særdeles erfarent, litterært publikum.

Inge Pedersen debuterede i 1982 med digtsamlingen LEVE MED KULDEN og har siden fået udgivet digte, noveller og romaner på forlagene Gyldendal og Borgen, herunder romanen Til Amerika (Gyldendal, 2011)

Det Danske Akademi består af 20 forfattere, som er valgt for livstid, herunder de aarhusianske forfattere Peter Laugesen og Svend Åge Madsen.
Læs mere om akademiet her.