Internationale masterclasses 2023

Internationale masterclasses 2023

Er du forfatter, har du nu mulighed for at få fornyet inspiration og være med, når to af Nordens største forfattere deler ud af deres erfaringer med at skrive.

Det sker, når Aarhus Litteraturcenter og Danske Skønlitterære Forfattere afholder to internationale masterclasses i forbindelse med LiteratureXchange 2023. Det er forfatterne Linn Ullmann (NO) og Auður Ava Ólafsdóttir (IS), som inviterer dig med helt ind i maskinrummet og giver et eksklusivt indblik i deres arbejdsmetoder med en blanding af oplæg og øvelser, alt sammen for at du kan udvikle dit eget litterære virke.

Masterclasserne foregår på Godsbanen.

 

Programmet er som følger:

Masterclass med islandske Auður Ava Ólafsdóttir

10. juni kl. 12.00-15.00, Projektdækket, Godsbanen

Skriv naturen – tekst mellem mennesket og naturen, mellem fiktion og fakta

Ólafsdóttir er senest aktuel med romanen Dyreliv, en roman der med udgangspunkt i en raserende storm fortæller historien om jeg-fortællerens grandtante og dennes nære forhold til natur- og dyreliv. Ólafsdóttir arbejder tematisk med såvel forholdet mellem menneske og natur som mellem fiktion og fakta, og det er disse relationer, hun introducerer deltagerne for både gennem oplæg og øvelser.

Obs! Masterclassen forgår på engelsk.

 

Masterclass med norske Linn Ullmann

15. juni kl. 15.00-18.00, Vogn 1, Godsbanen

Det er let at arbejde, når sjælen leger – skrive, leve, læse, erindre

Ullmann er aktuel med romanen Pige, 1983, hvor vi møder jeg-fortælleren, da hun som 16-årig tager til Paris for at møde fotografen A. Som 55-årig ser det samme jeg tilbage på hændelsen, men er det det samme, hun husker nu som dengang? Under denne masterclass deler Ullmann ud af sine erfaring med at bruge sig selv som romanstof, og undervejs kommer hun ind på greb og måder, man kan sætte et liv under lup på.

 

Er det noget for dig?

Ansøgere bedes sende en motiveret ansøgning på max en halv side til Louise Juhl Dalsgaard på louise@litteraturen.nu. I ansøgningen bedes du redegøre for, hvordan det vil bidrage til dit fortsatte forfattervirke at deltage. Angiv i ansøgningen, hvilken (eller begge) masterclass du ønsker at deltage i.

Vedhæft lidt om dig selv og et eventuelt litterært CV.

Deadline: 21. maj kl. 23.59.

Pris: 400 kr. pr. masterclass.

OBS! Til medlemmer af Danske Skønlitterære Forfattere

Der er tre fripladser pr. masterclass til medlemmer af Danske Skønlitterære Forfattere. Du bedes angive i din ansøgning, hvorvidt du søger om en af disse pladser, og om du ønsker at deltage, også selvom du ikke skulle blive tildelt en friplads.

 

Oplev også Auður Ava Ólafsdóttir i samtale med Puk Qvortrup om Dyreliv og Linn Ullmann både i samtale med Naja Marie Aidt og i en samtale om Pige, 1983 med Elisabeth Skou Pedersen under LiteratureXchange 2023.

 

De internationale masterclasses afholdes i et samarbejde mellem Aarhus Litteraturcenter og Danske Skønlitterære Forfattere.

 

Foto: Art Bietnick / Kristin Svanæs-Soot.